Abstract
Afhandlingen består af fem studier som er skrevet og udgivet uafhængigt af hinanden. De er blevet opdateret og forsynet med interne henvisninger.
De første to studier, som udgør kapitel et og ekskursen hertil, omhandler brugen af den bestemte artikel i bibelsk og efterbibelsk hebraisk, nærmere betegnet en særlig brug af artiklen som påpeges af enkelte forskere og af de større grammatikker. I denne kategori, som ikke er kendt fra andre artikelsprog, samles de forekomster af artiklens brug som synes uforklarlige og hvor den bestemte artikel synes at fungere som ubestemt artikel. Man har desuden fremført at kategoriens eksistens kan have diakrone implikationer da det hævdes at forekomsterne af kategorien aftager med tiden. I afhandlingen analyseres alle til kategorien anførte forekomster, og det forsøges godtgjort at denne ikke eksisterer da forekomsterne alle kan forstås som normal brug af den bestemte artikel. Hermed overflødiggøres antagelsen af at kategoriens eksistens kan have diakrone implikationer.
I kapitel to søges kortlagt de forskellige bibelsk hebraiske måder at anvende nægtelser sammen med infinitiver. Visse af disse kombinationer antages normalt at være klare kendetegn på sen bibelsk hebraisk. Det bekræftes i kapitlet at de sandsynligvis er kendetegn på sen bibelsk hebraisk, men det påpeges at forsigtighed er nødvendig da de forekommer oftere end hidtil antaget i tekster skrevet på tidlig bibelsk hebraisk.
De sidste to kapitler placerer sig i diskussionen om datering af bibelsk hebraisk. Forskere har interesseret sig for bibelsk hebraisk sproghistorie i de seneste tohundrede år, og indtil for ti til femten år siden var der relativt få kontroverser på dette område. Det skyldes at sprogforskere tog udgangspunkt i den kronologi der var konsensus om i gammeltestamenteforskningen uden at stille spørgsmålstegn ved denne kronologi. Sommetider indgik sproglige overvejelser i datering af bøger, men eftersom der udover Den hebraiske Bibel kun fandtes få sproglige vidnesbyrd for den tidlige periode, var sprogforskere afhængige af at have en række daterbare bibelske tekster som kunne bruges til at etablere sproghistorien. Man havde brug for mindst to korpora som kunne dateres til forskellige perioder og som udviste regelmæssige sproglige forskelle.
Det blev klart at sådanne to korpora fandtes: Der er en række mindre men regelmæssigt forekommende forskelle i sproget mellem to grupper af tekster, sproget i Genesis til Kongebøgerne på den ene side og sproget i Ester, Daniel, Ezra, Nehemias og Krønikebøgerne på den anden. Førstnævnte blev dateret tidligere, før eksilet, og sidstnævnte senere, efter eksilet, og derfor kan de betegnes som hhv. tidlig bibelsk hebraisk og sen bibelsk hebraisk. Man anså tidlig bibelsk hebraisk som det standardsprog som de sene bibelske forfattere uden held forsøgte at reproducere. Sen bibelsk hebraisk blev derfor anset som værende tidlig bibelsk hebraisk i forfald.
Eftersom der for tiden ikke er konsensus om den gammeltestamentlige kronologi idet man har sat spørgsmålstegn ved den føreksilske datering af de på tidlig bibelsk hebraisk affattede tekster, påvirkes også sproghistorieforskningen – hvis revisionister ønsker at sendatere størstedelen af de gammeltestamentlige skrifter, må de forklare de sproglige forskelle. Et lille antal forskere har i de senere år argumenteret for en sendatering af sproget, og blandt disse præsenteres den dristigste hypotese af Fred Cryer. Han hævder at de sproglige forskelle de gammeltestamentlige skrifter imellem er ubetydelige og konkluderer at de må stamme fra det samme tidsrum.
Cryer stiller spørgsmål som er væsentlige og som kræver svar. Er de sproglige forskelle de gammeltestamentlige skrifter imellem betydelige eller ubetydelige? Kunne de gammeltestamentlige skrifter være skrevet i samme tidsrum? Findes der ud over Den hebraiske Bibel daterbare pejlemærker der kan etablere et omrids af den hebraiske sproghistorie?
Fra den modsatte side i kontroversen har den israelske sprogforsker Avi Hurvitz argumenteret mod de revisionistiske ideer udfra sproglige argumenter. Han påpeger at eftereksilske forfattere gentagne gange gennem træk fra talesproget røber at de er sene, og hævder at disse derfor ikke formåede at skrive tidlig bibelsk hebraisk. Af den grund må teksterne på tidlig bibelsk hebraisk være blevet til før eksilet.
Afhandlingen søger at påvise at begge disse positioner er forfejlede. I kapitel tre gennemgås Cryers argumenter, og det påpeges at der er små men klare og regelmæssigt forekommende forskelle i sproget de to korpora imellem. Dernæst påpeges det at det hebraiske indskriftsmateriale fungerer som pejlemærker og sandsynliggør at tidlig bibelsk hebraisk er en tidligere form for he-braisk end sen bibelsk hebraisk. Cryers arbejde er velkomment for så vidt det maner til refleksion, men det viser sig at hans argumenter må afvises.
I kapitel fire gennemgås Hurvitz’s arbejde, og det bliver klart at han ikke forsvarer den tradi-tionelle datering som den eneste mulige udfra et sprogligt perspektiv. Set i isolation viser det sig at sproglige overvejelser gør det mere sandsynligt at tekster affattet på tidlig bibelsk hebraisk stammer fra eftereksilsk tid. Der peges på to ting i denne forbindelse, 1) sen bibelsk hebraisk fremstår ikke som tidlig bibelsk hebraisk i forfald og kunne lige så vel være et resultat af visse forfatteres stilistiske valg, og 2) visse eftereksilske bøger viser sig at være skrevet på tidlig bibelsk hebraisk. Da de omdiskuterede skrifter affattet på tidlig bibelsk hebraisk sprogligt passer bedst ved siden af de daterbare skrifter affattet på tidlig bibelsk hebraisk, vil en sproglig datering antage at de stammer fra samme tid, dvs. efter eksilet.
De første to studier, som udgør kapitel et og ekskursen hertil, omhandler brugen af den bestemte artikel i bibelsk og efterbibelsk hebraisk, nærmere betegnet en særlig brug af artiklen som påpeges af enkelte forskere og af de større grammatikker. I denne kategori, som ikke er kendt fra andre artikelsprog, samles de forekomster af artiklens brug som synes uforklarlige og hvor den bestemte artikel synes at fungere som ubestemt artikel. Man har desuden fremført at kategoriens eksistens kan have diakrone implikationer da det hævdes at forekomsterne af kategorien aftager med tiden. I afhandlingen analyseres alle til kategorien anførte forekomster, og det forsøges godtgjort at denne ikke eksisterer da forekomsterne alle kan forstås som normal brug af den bestemte artikel. Hermed overflødiggøres antagelsen af at kategoriens eksistens kan have diakrone implikationer.
I kapitel to søges kortlagt de forskellige bibelsk hebraiske måder at anvende nægtelser sammen med infinitiver. Visse af disse kombinationer antages normalt at være klare kendetegn på sen bibelsk hebraisk. Det bekræftes i kapitlet at de sandsynligvis er kendetegn på sen bibelsk hebraisk, men det påpeges at forsigtighed er nødvendig da de forekommer oftere end hidtil antaget i tekster skrevet på tidlig bibelsk hebraisk.
De sidste to kapitler placerer sig i diskussionen om datering af bibelsk hebraisk. Forskere har interesseret sig for bibelsk hebraisk sproghistorie i de seneste tohundrede år, og indtil for ti til femten år siden var der relativt få kontroverser på dette område. Det skyldes at sprogforskere tog udgangspunkt i den kronologi der var konsensus om i gammeltestamenteforskningen uden at stille spørgsmålstegn ved denne kronologi. Sommetider indgik sproglige overvejelser i datering af bøger, men eftersom der udover Den hebraiske Bibel kun fandtes få sproglige vidnesbyrd for den tidlige periode, var sprogforskere afhængige af at have en række daterbare bibelske tekster som kunne bruges til at etablere sproghistorien. Man havde brug for mindst to korpora som kunne dateres til forskellige perioder og som udviste regelmæssige sproglige forskelle.
Det blev klart at sådanne to korpora fandtes: Der er en række mindre men regelmæssigt forekommende forskelle i sproget mellem to grupper af tekster, sproget i Genesis til Kongebøgerne på den ene side og sproget i Ester, Daniel, Ezra, Nehemias og Krønikebøgerne på den anden. Førstnævnte blev dateret tidligere, før eksilet, og sidstnævnte senere, efter eksilet, og derfor kan de betegnes som hhv. tidlig bibelsk hebraisk og sen bibelsk hebraisk. Man anså tidlig bibelsk hebraisk som det standardsprog som de sene bibelske forfattere uden held forsøgte at reproducere. Sen bibelsk hebraisk blev derfor anset som værende tidlig bibelsk hebraisk i forfald.
Eftersom der for tiden ikke er konsensus om den gammeltestamentlige kronologi idet man har sat spørgsmålstegn ved den føreksilske datering af de på tidlig bibelsk hebraisk affattede tekster, påvirkes også sproghistorieforskningen – hvis revisionister ønsker at sendatere størstedelen af de gammeltestamentlige skrifter, må de forklare de sproglige forskelle. Et lille antal forskere har i de senere år argumenteret for en sendatering af sproget, og blandt disse præsenteres den dristigste hypotese af Fred Cryer. Han hævder at de sproglige forskelle de gammeltestamentlige skrifter imellem er ubetydelige og konkluderer at de må stamme fra det samme tidsrum.
Cryer stiller spørgsmål som er væsentlige og som kræver svar. Er de sproglige forskelle de gammeltestamentlige skrifter imellem betydelige eller ubetydelige? Kunne de gammeltestamentlige skrifter være skrevet i samme tidsrum? Findes der ud over Den hebraiske Bibel daterbare pejlemærker der kan etablere et omrids af den hebraiske sproghistorie?
Fra den modsatte side i kontroversen har den israelske sprogforsker Avi Hurvitz argumenteret mod de revisionistiske ideer udfra sproglige argumenter. Han påpeger at eftereksilske forfattere gentagne gange gennem træk fra talesproget røber at de er sene, og hævder at disse derfor ikke formåede at skrive tidlig bibelsk hebraisk. Af den grund må teksterne på tidlig bibelsk hebraisk være blevet til før eksilet.
Afhandlingen søger at påvise at begge disse positioner er forfejlede. I kapitel tre gennemgås Cryers argumenter, og det påpeges at der er små men klare og regelmæssigt forekommende forskelle i sproget de to korpora imellem. Dernæst påpeges det at det hebraiske indskriftsmateriale fungerer som pejlemærker og sandsynliggør at tidlig bibelsk hebraisk er en tidligere form for he-braisk end sen bibelsk hebraisk. Cryers arbejde er velkomment for så vidt det maner til refleksion, men det viser sig at hans argumenter må afvises.
I kapitel fire gennemgås Hurvitz’s arbejde, og det bliver klart at han ikke forsvarer den tradi-tionelle datering som den eneste mulige udfra et sprogligt perspektiv. Set i isolation viser det sig at sproglige overvejelser gør det mere sandsynligt at tekster affattet på tidlig bibelsk hebraisk stammer fra eftereksilsk tid. Der peges på to ting i denne forbindelse, 1) sen bibelsk hebraisk fremstår ikke som tidlig bibelsk hebraisk i forfald og kunne lige så vel være et resultat af visse forfatteres stilistiske valg, og 2) visse eftereksilske bøger viser sig at være skrevet på tidlig bibelsk hebraisk. Da de omdiskuterede skrifter affattet på tidlig bibelsk hebraisk sprogligt passer bedst ved siden af de daterbare skrifter affattet på tidlig bibelsk hebraisk, vil en sproglig datering antage at de stammer fra samme tid, dvs. efter eksilet.
| Bidragets oversatte titel | Studier i bibelsk hebraisk syntax og datering |
|---|---|
| Originalsprog | Engelsk |
| Publikationsdato | 2002 |
| Udgiver | Faculty of Theology, University of Aarhus |
| Antal sider | 83 |
| Status | Udgivet - 2002 |