Abstract
Tidligere på måneden kunne man i mange af Danmarks medier, med reference til det videnskabelige tidsskrift Science, læse, at løsningen på verdens klimaudfordringer er ligetil: Plant skov!
En række forskere har fundet ud af, at der på globalt plan er plads til 1,7-1,8 milliarder hektarer skov mere, og hvis man planter skov på dette areal, vil skoven på sigt opsuge 205 milliarder tons kulstof, svarende til 2/3 af den hidtidige menneskeskabte forøgelse af atmosfærens indhold af CO₂.
Artiklen er en af flere, som påpeger, at skovrejsning er et stærkt værktøj i kampen mod klimaforandringer, men overser en vigtig pointe. Ifølge The Global Carbon Project er udledningen af CO₂ fra de fossile kilder (olie, kul og gas) i dag 37 milliarder tons, svarende til 10 milliarder tons kulstof. Blot 20 år med den nuværende udledning vil altså have spist gevinsten ved den førnævnte skovrejsning.
Med tanke på, at tilplantning af, hvad der svarer til 400 gange Danmarks areal, nok tager mere end 20 år, og at det vil tage skoven lang tid at vokse og optage de store mængder kulstof fra atmosfæren, bliver det tydeligt, at den eneste vej er at stoppe udledningerne af CO₂ fra fossile kilder.
I en artikel i WA #28 kalder Jon Hustad afbrændingen af træ til energi for »umoralsk«. Baggrunden er en desværre almindelig misforståelse omkring forholdet mellem skovens lager og skovens lagring af kulstof. Det er således forkert, når Hustad skriver, at »gamle naturlige landskaber, især skov, binder enorme mængder karbon, især i skovbunden«. Han burde skrive »har bundet«, fordi lageret af kulstof i skovbunden er meget stabilt og kun ændres overordentligt langsomt. Der er således ikke forskel på jordens kulstof mellem den i mere end 200 år urørte Suserup Skov og den nærvedliggende Lille Bøgeskov ved Sorø, der drives med henblik på træproduktion.
Forskellen mellem de to skove er imidlertid, at mens nettolagringen af kulstof i Suserup er nul, sker der en fortsat lagring af kulstof i træerne i Lille Bøgeskov. En lagring, der kan bruges til at producere det skrivebord, den stol og det gulv, jeg sidder på i skrivende stund. Herved undgås udledningen af CO₂ fra produktionen af stål, glas og beton, mens lageret af kulstof i træprodukter øges til glæde for klimaet.
Men ikke alt træet kan bruges til produkter, fordi det er for småt, skævt eller ødelagt, og i dag afbrændes mere end halvdelen af træproduktionen. Er det umoralsk? I Danmark er produktionen af træ til energi, jf. Danmarks Statistik, steget med en faktor 20 siden 1990. Men samtidig er skovens lager af kulstof i træer, dødt ved og jordbunden steget med 21 procent. Alene forøgelsen af træernes kulstofmængde svarer til udledningen af CO₂ fra afbrændingen af 13 milliarder liter dieselolie. Der er altså ikke sket en udpining af de danske skoves kulstofindhold som følge af den omfattende produktion af energi fra træ. Det CO₂, der er udledt fra afbrændingen, er i rigeligt mål atter opsuget af træerne.
Hustad gør sig til talsmand for, at det ville være bedre at bruge kul i energiforsyningen, fordi skovenes lager af kulstof derved fredes. Imidlertid overser han, at tilbagebetalingstiden for den såkaldte »kulstofgæld«, altså den gæld til klimaet, der opstår, når kulstof udledes fra skoven, er mellem nul og få årtier, når træ erstatter kul, og man medregner effekten af substitution af CO₂-dyre materialer. Han glemmer desuden ganske at forholde sig til tilbagebetalingstiden ved afbrænding af kul, som er næsten uendelig, hvorved afbrændingen leder til en irreversibel forøgelse af atmosfærens CO₂-indhold.
Alternativet til brugen af det danske træ til energi havde været, at træet blev liggende i skovbunden eller afbrændt i skoven, når arealerne skulle gentilplantes. Udledningen af CO₂ til atmosfæren fra skoven ville være den samme, men effekten på klimaet ville være dramatisk anderledes, fordi der samtidig ville være sket en udledning fra kul, olie eller gas, når produktionen af energi ikke længere kommer fra træ.
Hvis vi ønsker at bidrage til bekæmpelse af klimaforandringerne, er spørgsmålet altså ikke, om vi skal bruge træ som en del af vores fremtidige forsyning med energi og materialer, men hvordan. Træ er et unikt råstof, der vil få en omfattende betydning i et fremtidigt CO₂-neutralt, biobaseret samfund. Den absolut største klimaeffekt opnås, når træet anvendes i produkter som tagspær, møbler og andet, som dels lagrer CO₂ i lange tidsrum, dels fortrænger brugen af CO₂-tunge alternativer. Hvis vi ønsker at nedsætte CO₂-belastningen, skal vi derfor fortsat sigte på at udbygge produktionen af vedvarende energi fra sol og vind, mens vi i videst muligt omfang bruger træet til materialer. Træet vil derudover stadig have en uhyre vigtig rolle som buffer i en energiforsyning, der er afhængig af, at vinden blæser, eller at solen skinner.
En række forskere har fundet ud af, at der på globalt plan er plads til 1,7-1,8 milliarder hektarer skov mere, og hvis man planter skov på dette areal, vil skoven på sigt opsuge 205 milliarder tons kulstof, svarende til 2/3 af den hidtidige menneskeskabte forøgelse af atmosfærens indhold af CO₂.
Artiklen er en af flere, som påpeger, at skovrejsning er et stærkt værktøj i kampen mod klimaforandringer, men overser en vigtig pointe. Ifølge The Global Carbon Project er udledningen af CO₂ fra de fossile kilder (olie, kul og gas) i dag 37 milliarder tons, svarende til 10 milliarder tons kulstof. Blot 20 år med den nuværende udledning vil altså have spist gevinsten ved den førnævnte skovrejsning.
Med tanke på, at tilplantning af, hvad der svarer til 400 gange Danmarks areal, nok tager mere end 20 år, og at det vil tage skoven lang tid at vokse og optage de store mængder kulstof fra atmosfæren, bliver det tydeligt, at den eneste vej er at stoppe udledningerne af CO₂ fra fossile kilder.
I en artikel i WA #28 kalder Jon Hustad afbrændingen af træ til energi for »umoralsk«. Baggrunden er en desværre almindelig misforståelse omkring forholdet mellem skovens lager og skovens lagring af kulstof. Det er således forkert, når Hustad skriver, at »gamle naturlige landskaber, især skov, binder enorme mængder karbon, især i skovbunden«. Han burde skrive »har bundet«, fordi lageret af kulstof i skovbunden er meget stabilt og kun ændres overordentligt langsomt. Der er således ikke forskel på jordens kulstof mellem den i mere end 200 år urørte Suserup Skov og den nærvedliggende Lille Bøgeskov ved Sorø, der drives med henblik på træproduktion.
Forskellen mellem de to skove er imidlertid, at mens nettolagringen af kulstof i Suserup er nul, sker der en fortsat lagring af kulstof i træerne i Lille Bøgeskov. En lagring, der kan bruges til at producere det skrivebord, den stol og det gulv, jeg sidder på i skrivende stund. Herved undgås udledningen af CO₂ fra produktionen af stål, glas og beton, mens lageret af kulstof i træprodukter øges til glæde for klimaet.
Men ikke alt træet kan bruges til produkter, fordi det er for småt, skævt eller ødelagt, og i dag afbrændes mere end halvdelen af træproduktionen. Er det umoralsk? I Danmark er produktionen af træ til energi, jf. Danmarks Statistik, steget med en faktor 20 siden 1990. Men samtidig er skovens lager af kulstof i træer, dødt ved og jordbunden steget med 21 procent. Alene forøgelsen af træernes kulstofmængde svarer til udledningen af CO₂ fra afbrændingen af 13 milliarder liter dieselolie. Der er altså ikke sket en udpining af de danske skoves kulstofindhold som følge af den omfattende produktion af energi fra træ. Det CO₂, der er udledt fra afbrændingen, er i rigeligt mål atter opsuget af træerne.
Hustad gør sig til talsmand for, at det ville være bedre at bruge kul i energiforsyningen, fordi skovenes lager af kulstof derved fredes. Imidlertid overser han, at tilbagebetalingstiden for den såkaldte »kulstofgæld«, altså den gæld til klimaet, der opstår, når kulstof udledes fra skoven, er mellem nul og få årtier, når træ erstatter kul, og man medregner effekten af substitution af CO₂-dyre materialer. Han glemmer desuden ganske at forholde sig til tilbagebetalingstiden ved afbrænding af kul, som er næsten uendelig, hvorved afbrændingen leder til en irreversibel forøgelse af atmosfærens CO₂-indhold.
Alternativet til brugen af det danske træ til energi havde været, at træet blev liggende i skovbunden eller afbrændt i skoven, når arealerne skulle gentilplantes. Udledningen af CO₂ til atmosfæren fra skoven ville være den samme, men effekten på klimaet ville være dramatisk anderledes, fordi der samtidig ville være sket en udledning fra kul, olie eller gas, når produktionen af energi ikke længere kommer fra træ.
Hvis vi ønsker at bidrage til bekæmpelse af klimaforandringerne, er spørgsmålet altså ikke, om vi skal bruge træ som en del af vores fremtidige forsyning med energi og materialer, men hvordan. Træ er et unikt råstof, der vil få en omfattende betydning i et fremtidigt CO₂-neutralt, biobaseret samfund. Den absolut største klimaeffekt opnås, når træet anvendes i produkter som tagspær, møbler og andet, som dels lagrer CO₂ i lange tidsrum, dels fortrænger brugen af CO₂-tunge alternativer. Hvis vi ønsker at nedsætte CO₂-belastningen, skal vi derfor fortsat sigte på at udbygge produktionen af vedvarende energi fra sol og vind, mens vi i videst muligt omfang bruger træet til materialer. Træet vil derudover stadig have en uhyre vigtig rolle som buffer i en energiforsyning, der er afhængig af, at vinden blæser, eller at solen skinner.
| Original language | Danish |
|---|---|
| Journal | Weekendavisen |
| Number of pages | 1 |
| ISSN | 0106-4142 |
| Publication status | Published - 26 Jul 2019 |