Abstract
Artiklen forholder sig til survey-undersøgelsen Danskernes Kulturvaner, der blev udsendt af Kulturministeriet i november 2012.
Mere præcist handler den om den del af undersøgelsen, der beskæftiger sig med teater og anden scenekunst. Jeg begrænser mig til voksendelen (15 år og derover).
Jeg diskuterer de begreber, der indgår i undersøgelsens spørgeskema, og på baggrund af en sammenligning med registerstudier (Danmarks Statistiks scenekunststatistik) stiller jeg mig kritisk overfor de frekvenser, som Kulturvaneundersøgelsen er nået frem til.
Jeg foretager en opregning af undersøgelsens frekvenser for oplevelse af teater og anden scenekunst, hvilket for det s.k. overordnede teaterbegreb (skuespil, opera, ballet/dans, musicals/teaterkoncert, dukketeater) giver et resultat på mellem 7 og 12 mio. (afhængigt af om man vælger det ene eller andet niveau af svarintervallerne).
Dette resultat sammenligner jeg med Scenekunststatistikken, der for de tilsvarende kategorier har registreret 1,7 mio. tilskuere til teater, der henvender sig til voksne og 0,8 mio. tilskuere til teater der henvender sig til børn.
Jeg påpegede disse forhold i en artikel i Politiken i november 2012 og oplevede en meget aggressiv reaktion fra analyseformaet Pluss-Leadersihp, som har udarbejdet Kulturvaneundersøgelsen. I artiklen diskuterer jeg denne reaktion i forhold til ønsket om en åben kulturpolitisk debat.
Endelig søger jeg forklaringer på de høje frekvenser og sammenligner resultaterne fra Kulturvaneundersøgelsen 2012 med en tilsvarende undersøgelse fra 2004. Selv om andelen af befolkningen, der har været i teatret i løbet af et år ikke er steget nævneværdigt i perioden (fra 39 % til 43 %), er frekvenserne steget voldsomt.
Det får mig til at tro, at mens ikke-brugere af teater ikke overdriver deres teateraktivitet, er det tilfældet for brugere af teater.
Artiklen er baseret på et paper, som jeg har fremlagt på 6th Nordic Conference on Cultural Policy Research – nccpr 2013 (København august 2013).
Mere præcist handler den om den del af undersøgelsen, der beskæftiger sig med teater og anden scenekunst. Jeg begrænser mig til voksendelen (15 år og derover).
Jeg diskuterer de begreber, der indgår i undersøgelsens spørgeskema, og på baggrund af en sammenligning med registerstudier (Danmarks Statistiks scenekunststatistik) stiller jeg mig kritisk overfor de frekvenser, som Kulturvaneundersøgelsen er nået frem til.
Jeg foretager en opregning af undersøgelsens frekvenser for oplevelse af teater og anden scenekunst, hvilket for det s.k. overordnede teaterbegreb (skuespil, opera, ballet/dans, musicals/teaterkoncert, dukketeater) giver et resultat på mellem 7 og 12 mio. (afhængigt af om man vælger det ene eller andet niveau af svarintervallerne).
Dette resultat sammenligner jeg med Scenekunststatistikken, der for de tilsvarende kategorier har registreret 1,7 mio. tilskuere til teater, der henvender sig til voksne og 0,8 mio. tilskuere til teater der henvender sig til børn.
Jeg påpegede disse forhold i en artikel i Politiken i november 2012 og oplevede en meget aggressiv reaktion fra analyseformaet Pluss-Leadersihp, som har udarbejdet Kulturvaneundersøgelsen. I artiklen diskuterer jeg denne reaktion i forhold til ønsket om en åben kulturpolitisk debat.
Endelig søger jeg forklaringer på de høje frekvenser og sammenligner resultaterne fra Kulturvaneundersøgelsen 2012 med en tilsvarende undersøgelse fra 2004. Selv om andelen af befolkningen, der har været i teatret i løbet af et år ikke er steget nævneværdigt i perioden (fra 39 % til 43 %), er frekvenserne steget voldsomt.
Det får mig til at tro, at mens ikke-brugere af teater ikke overdriver deres teateraktivitet, er det tilfældet for brugere af teater.
Artiklen er baseret på et paper, som jeg har fremlagt på 6th Nordic Conference on Cultural Policy Research – nccpr 2013 (København august 2013).
| Original language | Danish |
|---|---|
| Publication status | E-pub ahead of print - 2015 |