Abstract
Inden for den klassiske musikvidenskab, nærmere bestemt den systematiske, den der holder sig strikte til den musikalske struktur uden skelen til strukturens udenværker, har en række danske teoretikere op gennem det tyvende århundrede givet deres bud på begrebsapparater til beskrivelse af de harmoniske forbindelser i dur-mol-tonal musik. Hovedparten af disse består af til stadighed mere nuancerede udbygninger af det begrebsapparat Hugo Riemann udviklede , hvis kernefunktioner udgøres af Tonika, Subdominant og Dominant samt deres paralleller, eller “stedfortrædere” om man vil, Tp, Sp og Dp. Bevægelsen i disse udgivelser synes drevet af et ønske om “en sproglig/logisk sammenhæng mellem akkordernes funktion og de termer, vi bruger om dem”, hvor særligt benævnelserne Tp, Sp og Dp har været udsat for kritik og i de fleste tilfælde er blevet erstattet af andre termer.
Ved siden af disse stadige begrebsforfinelser har to teoretikere, Mortensen (1955) og Jersild (1970, 1989) udkastet modeller for funktionsharmoniske analyser, der baserede sig på erkendelsen af akkordmønstre gennem andre principper end den Riemannske grundliggende to-deling i tre hovedakkorder T, S og D og tre biakkorder Tp, Sp og Dp.
Det hovedspørgsmål, som Mortensen og Jersild adresserer, er hvorledes man begrebsligt kan fremstille den overordnede harmoniske fremdrift, som funktionsharmonisk musik udviser fra musikkens ansats til dens afsluttende kadence. Dette fokus har medført en ændring af vægtningen af detailbeskrivelser. Hvor udbygningerne af den Riemannske arv har sigtet på størst mulig analytisk præcision i den lokale bevægelse fra akkord til akkord, er Jersilds analysemetode udviklet med henblik på på enklest vis at generere et samlet overblik over det musikalske forløb.
Kriteriet for hvorvidt Jersilds projekt, hans såkaldte “positionsteori” , er lykkedes, er således ikke teoriens evne til gennem aksiomatisk metodiske overvejelser at skabe en teoretisk funderet forklaring for funktionsmusikkens virkekraft, i stil med Riemanns og Grams forskellige forsøg på at skabe teoretisk funderede forklaringer for dur og mol. Kriteriet er, at terminologien formår at gengive det overordnede sammenhængende målrettede harmoniske forløb på en enkel elegant og konsistent måde.
Det gør Jersilds positionssystem langt hen ad vejen. Men ligesom Riemanns teorier har krævet justeringer og nuanceringer for at kunne fungere optimalt, har også Jersilds oprindelige system behov for at blive justeret med udvidelser og tilføjelser.
Sigtet i det følgende er at fremlægge en række sådanne udvidelser og tilføjelser. Det vil ske i dialog med dels de kritikpunkter Jan Maegaard (1971a, 1971b) og Jens Rasmussen (2011) har formuleret, dels Daniel Harrisons (1994) teori om “skalatrinsfunktioner”, som vil blive appliceret på Jersilds begrebsapparat. Al denne dialog er i sagens natur holdt indenfor samme snævre praksisnære klassiske teoribegreb, som har dannet baggrund for udviklingen af de specifikt Riemannske begreber.
Ved siden af disse stadige begrebsforfinelser har to teoretikere, Mortensen (1955) og Jersild (1970, 1989) udkastet modeller for funktionsharmoniske analyser, der baserede sig på erkendelsen af akkordmønstre gennem andre principper end den Riemannske grundliggende to-deling i tre hovedakkorder T, S og D og tre biakkorder Tp, Sp og Dp.
Det hovedspørgsmål, som Mortensen og Jersild adresserer, er hvorledes man begrebsligt kan fremstille den overordnede harmoniske fremdrift, som funktionsharmonisk musik udviser fra musikkens ansats til dens afsluttende kadence. Dette fokus har medført en ændring af vægtningen af detailbeskrivelser. Hvor udbygningerne af den Riemannske arv har sigtet på størst mulig analytisk præcision i den lokale bevægelse fra akkord til akkord, er Jersilds analysemetode udviklet med henblik på på enklest vis at generere et samlet overblik over det musikalske forløb.
Kriteriet for hvorvidt Jersilds projekt, hans såkaldte “positionsteori” , er lykkedes, er således ikke teoriens evne til gennem aksiomatisk metodiske overvejelser at skabe en teoretisk funderet forklaring for funktionsmusikkens virkekraft, i stil med Riemanns og Grams forskellige forsøg på at skabe teoretisk funderede forklaringer for dur og mol. Kriteriet er, at terminologien formår at gengive det overordnede sammenhængende målrettede harmoniske forløb på en enkel elegant og konsistent måde.
Det gør Jersilds positionssystem langt hen ad vejen. Men ligesom Riemanns teorier har krævet justeringer og nuanceringer for at kunne fungere optimalt, har også Jersilds oprindelige system behov for at blive justeret med udvidelser og tilføjelser.
Sigtet i det følgende er at fremlægge en række sådanne udvidelser og tilføjelser. Det vil ske i dialog med dels de kritikpunkter Jan Maegaard (1971a, 1971b) og Jens Rasmussen (2011) har formuleret, dels Daniel Harrisons (1994) teori om “skalatrinsfunktioner”, som vil blive appliceret på Jersilds begrebsapparat. Al denne dialog er i sagens natur holdt indenfor samme snævre praksisnære klassiske teoribegreb, som har dannet baggrund for udviklingen af de specifikt Riemannske begreber.
| Original language | Danish |
|---|---|
| Book series | Danish Musicology Online |
| Issue number | 4 |
| Pages (from-to) | 33-58 |
| Number of pages | 25 |
| ISSN | 1904-237X |
| Publication status | Published - 2012 |