Abstract
I dette kapitel introducerer vi den kulturhistoriske psykologi, som den blev formuleret af Lev Semenovitj Vygotskij.
Som introduktion beskriver vi nogle overordnede betingelser og præmisser for den kulturhistoriske psykologi. Den kulturhistoriske teori er dialektisk og således båret af en idé om, at modsætninger mellem menneske og omverden både fører til menneskets udvikling og til samfundets historiske tilblivelse. Dialektikken er en filosofisk antagelse, som kan vises, men ikke bevises. For Vygotskji måtte den slags filosofiske antagelser gøres eksplicitte i psykologisk forskning, idet vi allerede i formuleringen af vores problemstilling sætter en ramme for de empiriske fund, forskningen kan føre til. Dernæst præsenteres centrale dele af den kulturhistoriske psykologi. Den kulturhistoriske psykologi er en udviklingspsykologi, hvilket betyder, at den undersøger de processer, der leder én tilstand frem mod en anden. Heri indregnede Vygotskji både menneskets biologiske forudsætninger for udvikling og den kultiverede omverden, mennesket levet i.
I teorien om menneskebarnets udvikling har tegn en helt central betydning. Med tegn mente Vygotskij de kulturelt udviklede redskaber, som et samfund bruger til at forstå, undersøge og udvikle sit samfund med. Tegn fungerer som udviklingsmuligheder for det, Vygotskji kaldte de højere psykologiske funktioner, altså funktioner, der udvikles ud over deres biologiske niveau. Vi ser nærmere på hans udvikling af metoder – herunder ”den dobbelte stimulerings metode” – og centrale begreber som ”den sociogenetiske lov”, ”zonen for nærmeste udvikling” og ”udviklingskriser”. I kapitlets sidste del introducerer vi Vygotskjis analyseenhed ”den sociale situation for udvikling” og skitserer hans teori om legen og dens betydning for barnets psykiske udvikling.
Som introduktion beskriver vi nogle overordnede betingelser og præmisser for den kulturhistoriske psykologi. Den kulturhistoriske teori er dialektisk og således båret af en idé om, at modsætninger mellem menneske og omverden både fører til menneskets udvikling og til samfundets historiske tilblivelse. Dialektikken er en filosofisk antagelse, som kan vises, men ikke bevises. For Vygotskji måtte den slags filosofiske antagelser gøres eksplicitte i psykologisk forskning, idet vi allerede i formuleringen af vores problemstilling sætter en ramme for de empiriske fund, forskningen kan føre til. Dernæst præsenteres centrale dele af den kulturhistoriske psykologi. Den kulturhistoriske psykologi er en udviklingspsykologi, hvilket betyder, at den undersøger de processer, der leder én tilstand frem mod en anden. Heri indregnede Vygotskji både menneskets biologiske forudsætninger for udvikling og den kultiverede omverden, mennesket levet i.
I teorien om menneskebarnets udvikling har tegn en helt central betydning. Med tegn mente Vygotskij de kulturelt udviklede redskaber, som et samfund bruger til at forstå, undersøge og udvikle sit samfund med. Tegn fungerer som udviklingsmuligheder for det, Vygotskji kaldte de højere psykologiske funktioner, altså funktioner, der udvikles ud over deres biologiske niveau. Vi ser nærmere på hans udvikling af metoder – herunder ”den dobbelte stimulerings metode” – og centrale begreber som ”den sociogenetiske lov”, ”zonen for nærmeste udvikling” og ”udviklingskriser”. I kapitlets sidste del introducerer vi Vygotskjis analyseenhed ”den sociale situation for udvikling” og skitserer hans teori om legen og dens betydning for barnets psykiske udvikling.
| Original language | Danish |
|---|---|
| Title of host publication | Opvækst og psykisk udvikling : En grundbog i udviklingspsykologiske teorier og metoder |
| Editors | Liv Mette Gulbrandsen |
| Number of pages | 26 |
| Place of Publication | København |
| Publisher | Akademisk Forlag |
| Publication date | May 2019 |
| Edition | 2 |
| Pages | 259 - 285 |
| Chapter | 8 |
| ISBN (Print) | 9788750053521 |
| Publication status | Published - May 2019 |