Abstract
Artiklen belyser, hvilke lovliggørelsesforanstaltninger der er omfattet af miljømyndighedens almindelige tilsynsbeføjelse, henholdsvis kræver særlig lovhjemmel, da de forskellige miljølove indeholder forskellige regler om lovliggørelse. Generelt beror svaret på, hvori det ulovlige forhold består retligt og faktisk, hvordan overtrædelsen er sket, og om der i den pågældende miljølov er regler om, hvilke foranstaltninger der kan pålægges i forbindelse med fysisk lovliggørelse. Hvis lovliggørelsen kræver undersøgelser og/eller udarbejdelse af plan for afhjælpning af det ulovlige forhold, påhviler disse foranstaltninger myndigheden som led i den almindelige oplysningspligt, medmindre der i den pågældende lov er hjemmel til at påbyde den ansvarlige at stå for denne udredning. Retspraksis viser endvidere, at selv om miljømyndigheden uden særlig lovhjemmel kan påbyde ulovlige aktiviteter standset, er det kun muligt at strafsanktionere overtrædelser af standsningspåbud, når sådanne påbud er særskilt hjemlet. Analysen viser endvidere, at miljømyndigheden uden særlig hjemmel kan påbyde den ansvarlige at fjerne ulovlige indretninger og at bringe ulovligt fjernede indretninger tilbage, men at der ikke uden særlig hjemmel kan påbydes yderligere foranstaltninger, selv om dette måtte være nødvendigt for at genoprette den hidtidige tilstand, hvilket bl.a. begrænser muligheden for at påbyde genopretning ved overtrædelse af naturbeskyttelseslovens forbud mod forskellige tilstandsændringer.
| Original language | Danish |
|---|---|
| Journal | Tidsskrift for Miljø |
| Issue number | 7 |
| Pages (from-to) | 237-249 |
| Number of pages | 13 |
| ISSN | 1603-8398 |
| Publication status | Published - 1 Aug 2016 |