Abstract
Monografien omhandlinger modusbrugens udvikling i udvalgte koncessive ledsætninger i perioden fra renæssancefransk (16. århundrede) til moderne fransk. Afhandlingen har to teoretiske foci: den såkaldte assertionsteori (Hooper 1975, Korzen 1999, 2003) og teorien om grammatikalisering, nærmere bestemt en nyere tilgang, der opfatter reorganiseringer af grammatiske systemer som et grammatikaliseringsfænomen (jf. Heltoft et al. 2005).
Med udgangspunkt i en korpusbaseret analyse af data, der dækker den ovennævnte periode, vises det, at modussystemet i koncessive ledsætninger på fransk er blevet reorganiseret, hvorved konjunktiv har gennemgået en såkaldt re-grammatikaliseringsproces som resusltat af en række reanalyser. Denne udvikling belyses ud fra Lehmanns begreb om paradigmatisk reduktion (1995 [1982]). Herigennem påvises det, at konjunktivs felt er blevet indskrænket, mens indikativs er blevet udvidet. Det vises, at konjunktiv har mistet noget af sin oprindelige betydning (den er blevet desemantiseret) og fungerer nu som obligatorisk modus i visse koncessive ledsætninger.
I monografien undersøges det desuden, hvorvidt man på baggrund af sprogudviklingen i generisk beslægtede sprog som f.eks. de romanske sprog kan hævde, at disse sprog udvikler sig i samme retning, blot tidsmæssigt forskudt i forhold til hinanden. I nærværende tilfælde undersøges det, om moderne spansk har en række fællestræk med renæssancefransk. På trods af en række umiddelbare lighedspunkter mellem de to sprogstadier påvises det, at der er tale om to systemer, der er organiseret forskelligt. Det konkluderes, at man skal være varsom med denne type umiddelbare sammenligninger, og at man først og fremmest skal se på sprogenes interne opbygning og undersøge relationen mellem de sproglige udtryk og deres indhold samt deres markerethedsopposition.
Med udgangspunkt i en korpusbaseret analyse af data, der dækker den ovennævnte periode, vises det, at modussystemet i koncessive ledsætninger på fransk er blevet reorganiseret, hvorved konjunktiv har gennemgået en såkaldt re-grammatikaliseringsproces som resusltat af en række reanalyser. Denne udvikling belyses ud fra Lehmanns begreb om paradigmatisk reduktion (1995 [1982]). Herigennem påvises det, at konjunktivs felt er blevet indskrænket, mens indikativs er blevet udvidet. Det vises, at konjunktiv har mistet noget af sin oprindelige betydning (den er blevet desemantiseret) og fungerer nu som obligatorisk modus i visse koncessive ledsætninger.
I monografien undersøges det desuden, hvorvidt man på baggrund af sprogudviklingen i generisk beslægtede sprog som f.eks. de romanske sprog kan hævde, at disse sprog udvikler sig i samme retning, blot tidsmæssigt forskudt i forhold til hinanden. I nærværende tilfælde undersøges det, om moderne spansk har en række fællestræk med renæssancefransk. På trods af en række umiddelbare lighedspunkter mellem de to sprogstadier påvises det, at der er tale om to systemer, der er organiseret forskelligt. Det konkluderes, at man skal være varsom med denne type umiddelbare sammenligninger, og at man først og fremmest skal se på sprogenes interne opbygning og undersøge relationen mellem de sproglige udtryk og deres indhold samt deres markerethedsopposition.
| Translated title of the contribution | Studie af modus i det koncessive system på fransk fra det 16. til det 20. århundrede og på moderne spansk: Udvikling, assertion og grammatikalisering |
|---|---|
| Original language | French |
| Place of Publication | København |
|---|---|
| Publisher | Museum Tusculanum |
| Volume | 61 |
| Edition | Etudes Romanes |
| Number of pages | 297 |
| ISBN (Print) | 978-87-635-3132-0 |
| ISBN (Electronic) | 978-87-635-3132-0 |
| Publication status | Published - 3 Jan 2011 |
| Series | Etudes Romanes |
|---|---|
| Number | 61 |
| ISSN | 1395-9670 |
Keywords
- Faculty of Humanities