Abstract
Med udgangspunkt i tre grundantagelser hos Henri Bergson - (A) at bevidstheden danner et pragmatisk og et reflekterende kredsløb; (B) at dannelsen af både kropslige vaner og bevidsthedsindhold har en irreduktibel formdannelsestid; (C) at der består en grundlæggende asymmetri mellem det givne og det ikke-givne, mellem viden og ikke-viden - skitseres der nogle følger af denne asymmetri: (1) at indlæring er rytmisk, (2) at viden og kunnen er lagdelte, (3) at den skabende proces er af central pædagogisk betydning, (4) at forestillingen om nytte er ude af stand til at motivere for at lære noget. Dernæst skitseres forskellen på sproglig og matematisk forståelse. Fra den irreduktible formdannelsestid sluttes der til maksimen 'så meget og så tidligt som muligt' såvel som til, at curricula ikke alene kan indrettes anvendelsesorienteret. Til slut fremstilles tanken om 'pædagogisk forførelse', såvel som en 'grundlæggende apori' (René Thom) for det pædagogiske: mellem problematisering og automatisering, mellem forførelse og interesse, mellem viden og kunnen.
| Original language | Danish |
|---|---|
| Article number | 4 |
| Journal | Studier i Pædagogisk Filosofi |
| Volume | Årg. 3, Nr 2 (2014) |
| Issue number | 22449140 |
| Pages (from-to) | 61-86 |
| Number of pages | 25 |
| ISSN | 2244-9140 |
| DOIs | |
| Publication status | Published - 2016 |
Keywords
- Faculty of Humanities