Afværgeforanstaltninger og naturbevaringsplaner fritager ikke fra konsekvensvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 2, men reglerne gælder ikke fiskeri i den eksklusive økonomiske zone: - nye EU-domme kræver ændret dansk lovgivning, rejser tvivl om bl.a. vandområdeplanernes gyldighed og ændret praksis efter habitatbekendtgørelsens § 6

TY - JOUR

T1 - Afværgeforanstaltninger og naturbevaringsplaner fritager ikke fra konsekvensvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 2, men reglerne gælder ikke fiskeri i den eksklusive økonomiske zone

T2 - - nye EU-domme kræver ændret dansk lovgivning, rejser tvivl om bl.a. vandområdeplanernes gyldighed og ændret praksis efter habitatbekendtgørelsens § 6

AU - Pagh-Rasmussen, Peter

PY - 2018/9/10

Y1 - 2018/9/10

N2 - Det er ingen nyhed, at EU-domstolens fortolkning af habitatdirektivets regler om konsekvensvurdering af projekters og planers påvirkning af Natura 2000-områder har krævet ændret dansk lovgivning og/eller ændring af dansk praksis. De første syv måneder af 2018 er ingen undtagelse, som det fremgår af dommene i sag C-323/17 om tilladelse til placering af tilslutningskabel til en irsk vindmøllepark, sag C-164/17 om skovrydning for at etablere en vindmøllepark, sag C-329/17 om skovfældning for at etablere elektrisk luftledning, sag C-447/17 om polsk skovforvaltningsplan, der bl.a. skulle beskytte mere end 100 år gamle træer mod typografbillen og sag C-683/16 om beskyttelse af marine Natura 2000-områder i den tyske eksklusive økonomiske zone mod bundgarnsfiskeri. Dommen i sag C-323/17 drejede sig om, hvornår konsekvensvurdering af projekter og planer efter habitatdirektivets art. 6(3) kan undlades pga. afværgeforanstaltninger, mens C-164/17 drejede sig om fortolkning af begrebet ’projekt’ efter VVM-direktivet. Sagen mod Polen (C-447/17) drejede sig om, der kræves konsekvensvurdering af en ændret forvaltningsplan i Natura 2000-område med øget skovhugst for at undgå skadevirkning på beskyttede skove, hvis dette samtidigt medfører skade på andre arter, der udgør en del af udpegningsgrundlaget og betydningen af Natura 2000-planers afvejning, hvor beskyttelsen af en naturtype medfører skade på en anden beskyttet naturtype. Sag C-683/16 drejede sig om fiskeri i marine Natura 2000-områder, og EU-domstolen fastslog, at som følge af EU’s enekompetence på fiskeri-området kan Tyskland ikke i to marine Natura 2000-områder beliggende i den tyske eksklusive økonomiske zone i Østersøen og Nordsøen forbyde bundgarnsfiskeri fra fiskefartøjer fra andre medlemsstater, selv om det er ubestridt, at bundgarnsfiskeriet skader Natura 2000-området. Det er umuligt inden for denne artikels rammer indgående at belyse de fem dommes vidtgående konsekvenser for dansk ret. I stedet har jeg valgt kort at omtale de fem domme og belyse deres umiddelbare konsekvenser for dansk lovgivning og praksis. De fem domme vedrører fire delvist overlappende juridiske fortolkningsspørgsmål. Det ene er, hvilke retsakter der er omfattet af habitatdirektivets regler om konsekvensvurdering af projekter og planer. Det andet vedrører screeningen, dvs. hvornår er der en sådan vished om en retsakts påvirkning af Natura 2000-områders udpegningsgrundlag, at konsekvensvurdering kan undlades, inden der meddeles tilladelse. Det tredje spørgsmål drejer sig om, hvilke naturbevaringsplaner der kræver konsekvensvurdering og kun kan vedtages efter undtagelsen for bydende nødvendige samfundshensyn i habitatdirektivets art. 6(4). Det fjerde spørgsmål drejer sig om medlemsstaternes kompetence til at regulere fiskeri i marine Natura 2000-områder beliggende i den eksklusive økonomiske zone, hvor dommen i C-683/16 ikke alene vil kræve ændring af fiskeriloven, men tillige rejse en række udfordringer for den danske gennemførelse af flere af EU’s direktiver om havmiljøet. Artiklen indledes med en oversigt over de fortolkningsspørgsmål, som art. 6(3) rejser, og EU-domstolens tidligere besvarelse af disse spørgsmål med kort omtale af den danske gennemførelse, hvilket efterfølges af en gennemgang af de fem domme og overvejelser om dommenes konsekvenser for dansk lovgivning og praksis.

AB - Det er ingen nyhed, at EU-domstolens fortolkning af habitatdirektivets regler om konsekvensvurdering af projekters og planers påvirkning af Natura 2000-områder har krævet ændret dansk lovgivning og/eller ændring af dansk praksis. De første syv måneder af 2018 er ingen undtagelse, som det fremgår af dommene i sag C-323/17 om tilladelse til placering af tilslutningskabel til en irsk vindmøllepark, sag C-164/17 om skovrydning for at etablere en vindmøllepark, sag C-329/17 om skovfældning for at etablere elektrisk luftledning, sag C-447/17 om polsk skovforvaltningsplan, der bl.a. skulle beskytte mere end 100 år gamle træer mod typografbillen og sag C-683/16 om beskyttelse af marine Natura 2000-områder i den tyske eksklusive økonomiske zone mod bundgarnsfiskeri. Dommen i sag C-323/17 drejede sig om, hvornår konsekvensvurdering af projekter og planer efter habitatdirektivets art. 6(3) kan undlades pga. afværgeforanstaltninger, mens C-164/17 drejede sig om fortolkning af begrebet ’projekt’ efter VVM-direktivet. Sagen mod Polen (C-447/17) drejede sig om, der kræves konsekvensvurdering af en ændret forvaltningsplan i Natura 2000-område med øget skovhugst for at undgå skadevirkning på beskyttede skove, hvis dette samtidigt medfører skade på andre arter, der udgør en del af udpegningsgrundlaget og betydningen af Natura 2000-planers afvejning, hvor beskyttelsen af en naturtype medfører skade på en anden beskyttet naturtype. Sag C-683/16 drejede sig om fiskeri i marine Natura 2000-områder, og EU-domstolen fastslog, at som følge af EU’s enekompetence på fiskeri-området kan Tyskland ikke i to marine Natura 2000-områder beliggende i den tyske eksklusive økonomiske zone i Østersøen og Nordsøen forbyde bundgarnsfiskeri fra fiskefartøjer fra andre medlemsstater, selv om det er ubestridt, at bundgarnsfiskeriet skader Natura 2000-området. Det er umuligt inden for denne artikels rammer indgående at belyse de fem dommes vidtgående konsekvenser for dansk ret. I stedet har jeg valgt kort at omtale de fem domme og belyse deres umiddelbare konsekvenser for dansk lovgivning og praksis. De fem domme vedrører fire delvist overlappende juridiske fortolkningsspørgsmål. Det ene er, hvilke retsakter der er omfattet af habitatdirektivets regler om konsekvensvurdering af projekter og planer. Det andet vedrører screeningen, dvs. hvornår er der en sådan vished om en retsakts påvirkning af Natura 2000-områders udpegningsgrundlag, at konsekvensvurdering kan undlades, inden der meddeles tilladelse. Det tredje spørgsmål drejer sig om, hvilke naturbevaringsplaner der kræver konsekvensvurdering og kun kan vedtages efter undtagelsen for bydende nødvendige samfundshensyn i habitatdirektivets art. 6(4). Det fjerde spørgsmål drejer sig om medlemsstaternes kompetence til at regulere fiskeri i marine Natura 2000-områder beliggende i den eksklusive økonomiske zone, hvor dommen i C-683/16 ikke alene vil kræve ændring af fiskeriloven, men tillige rejse en række udfordringer for den danske gennemførelse af flere af EU’s direktiver om havmiljøet. Artiklen indledes med en oversigt over de fortolkningsspørgsmål, som art. 6(3) rejser, og EU-domstolens tidligere besvarelse af disse spørgsmål med kort omtale af den danske gennemførelse, hvilket efterfølges af en gennemgang af de fem domme og overvejelser om dommenes konsekvenser for dansk lovgivning og praksis.

M3 - Tidsskriftartikel

SN - 1603-8398

SP - 277

EP - 289

JO - Tidsskrift for Miljø

JF - Tidsskrift for Miljø

IS - 8

ER -