Tro blandt døende: en psykologisk udfordring?

TY - JOUR

T1 - Tro blandt døende

T2 - en psykologisk udfordring?

AU - Boelsbjerg, Hanne Bess

PY - 2018/9

Y1 - 2018/9

N2 - Næsten alle kulturer er indehavere af religiøse dødsforestillinger, som angiver, hvordan man bedst forholder sig til døden. Når man nærmer sig døden, kan det derfor bevirke, at religiøse overbevisninger træder tydeligere frem. Det kan skyldes, at det eneste sprog, man har at anvende om døden, stammer herfra. For selvom de fleste i samtiden forstår sig selv ud fra psykologiske begreber, er det hovedsagligt gennem religiøse og spirituelle traditioner, den enkelte kan beskæftige sig med, hvad der kan tænkes at ske efter dødens indtræden. Når religiøse og spirituelle dødsforestillinger indgår i ens orienterings- eller forståelsessystem, må man som omsorgsyder være i stand til at spørge ind til de tanker, den døende gør sig. Det er nemlig ikke alle, som falder til ro med det, de forventer sker, når de dør. Dels kan det være behæftet med megen tvivl, om ens forestillinger er udtryk for en realitet eller en indbildning, dels kan man frygte at blive straffet for den måde, man har levet sit liv. Traditionelt bliver det skildret som frygten for dommedag, hvilket er en forestilling, der har præget den kristne og islamiske tro. Men angsten for, at ens død fører til en værre tilværelse, genfindes også i forskellige buddhistiske fortolkninger, hvor ens karma anses som udslagsgivende faktor for, hvorvidt man bliver genfødt på en fordelagtig facon. Forestillingen om et liv efter døden er derfor ikke nødvendigvis en lindring i sig selv for livstruende syge eller døende. Det kan skabe megen følelsesmæssig uro at gå det ukendte i møde, samt at være i tvivl om, hvad der sker. Dertil kommer, at det at have en spirituel eller religiøs dødsforestilling kan forekomme irrationelt. Det kan bevirke, at man oplever det som tabuiseret at tale om trosforestillinger og forventninger til et efterliv. Disse forhold kan have psykologiske implikationer for den døende, som viser sig som en svækket almentilstand og dalende livskvalitet.Det er vigtigt at kende til de fordele og ulemper, der er forbundet med at forholde sig til døden gennem tro. I artiklen ses nærmere på hvilke udfordringer, der kan være forbundet med at have et religiøst livssyn, der indbefatter en forestilling om et liv efter døden, når man selv er konfronteret med døden. Samtidigt belyses det, hvordan man inden for den eksistentielle psykologi forholder sig til tro som et perspektiv på sin egen dødelighed. Derved etableres et afsæt for at diskutere, hvordan psykologer, der beskæftiger sig med døende, kan støtte livstruende syge og døende i at praktisere de livsværdier, der knytter sig til at være troende, mens de er opmærksomme på, den lidelse som tro også kan bevirke.

AB - Næsten alle kulturer er indehavere af religiøse dødsforestillinger, som angiver, hvordan man bedst forholder sig til døden. Når man nærmer sig døden, kan det derfor bevirke, at religiøse overbevisninger træder tydeligere frem. Det kan skyldes, at det eneste sprog, man har at anvende om døden, stammer herfra. For selvom de fleste i samtiden forstår sig selv ud fra psykologiske begreber, er det hovedsagligt gennem religiøse og spirituelle traditioner, den enkelte kan beskæftige sig med, hvad der kan tænkes at ske efter dødens indtræden. Når religiøse og spirituelle dødsforestillinger indgår i ens orienterings- eller forståelsessystem, må man som omsorgsyder være i stand til at spørge ind til de tanker, den døende gør sig. Det er nemlig ikke alle, som falder til ro med det, de forventer sker, når de dør. Dels kan det være behæftet med megen tvivl, om ens forestillinger er udtryk for en realitet eller en indbildning, dels kan man frygte at blive straffet for den måde, man har levet sit liv. Traditionelt bliver det skildret som frygten for dommedag, hvilket er en forestilling, der har præget den kristne og islamiske tro. Men angsten for, at ens død fører til en værre tilværelse, genfindes også i forskellige buddhistiske fortolkninger, hvor ens karma anses som udslagsgivende faktor for, hvorvidt man bliver genfødt på en fordelagtig facon. Forestillingen om et liv efter døden er derfor ikke nødvendigvis en lindring i sig selv for livstruende syge eller døende. Det kan skabe megen følelsesmæssig uro at gå det ukendte i møde, samt at være i tvivl om, hvad der sker. Dertil kommer, at det at have en spirituel eller religiøs dødsforestilling kan forekomme irrationelt. Det kan bevirke, at man oplever det som tabuiseret at tale om trosforestillinger og forventninger til et efterliv. Disse forhold kan have psykologiske implikationer for den døende, som viser sig som en svækket almentilstand og dalende livskvalitet.Det er vigtigt at kende til de fordele og ulemper, der er forbundet med at forholde sig til døden gennem tro. I artiklen ses nærmere på hvilke udfordringer, der kan være forbundet med at have et religiøst livssyn, der indbefatter en forestilling om et liv efter døden, når man selv er konfronteret med døden. Samtidigt belyses det, hvordan man inden for den eksistentielle psykologi forholder sig til tro som et perspektiv på sin egen dødelighed. Derved etableres et afsæt for at diskutere, hvordan psykologer, der beskæftiger sig med døende, kan støtte livstruende syge og døende i at praktisere de livsværdier, der knytter sig til at være troende, mens de er opmærksomme på, den lidelse som tro også kan bevirke.

M3 - Tidsskriftartikel

SN - 0800-7489

VL - 35

SP - 25

EP - 28

JO - Omsorg

JF - Omsorg

IS - 3

ER -