TY - JOUR
T1 - Status efter nye klagenævnsafgørelser og dom om gyldigheden af tilladelser til vindmølleparker og SMV-direktivets retsvirkning
T2 - og om Miljø- og Fødevareklagenævnet og Planklagenævnet som procespart
AU - Pagh-Rasmussen, Peter
PY - 2017
Y1 - 2017
N2 - Som en del læsere af Tidsskrift for Miljø nok er bekendt med, betød EU-domstolen dom i oktober 2016 i sag C-290/15, at der blev rejst tvivl om gyldigheden af den danske vindmøllebekendtgørelse, fordi bekendtgørelsen var vedtaget uden forudgående miljøvurdering og offentlig høring efter reglerne i direktiv 2001/42 om miljøvurdering af planer og programmer (SMV-direktivet). Da EU-domstolen i sag C-379/15 fastslog, at en sådan overtrædelse af SMV-direktivet bevirker, at retsakten og de afgørelser, der træffes på grundlag heraf, også er ugyldige, medmindre fire betingelser er opfyldt, måtte dommene logisk betyde, at der ikke kan meddeles tilladelse til vindmølleparker, før denne overtrædelse af SMV-direktivet er afhjulpet ved, at der efter en SMV-procedure udstedes en ny vindmøllebekendtgørelse, som jeg nærmere har belyst i TfM 2016, s. 411. Disse synspunkter har efterfølgende været gjort gældende i flere klagesager over tilladelser til vindmøllemølleparker for Miljø- og Fødevareklagenævnet, Planklagenævnet og Energiklagenævnet. Nu foreligger de første delafgørelser fra klagenævn, hvor nævnene med forskellig begrundelse har afvist, at støjbekendtgørelsens mulige modstrid med EU-retten kan begrunde opsættende virkning af klager over tilladelser til vindmølleparker. Endvidere har byretten i dom af 9. oktober 2017 i retssag anlagt af naboer mod Natur- og Miljøklagenævnet om en af nævnet stadfæstet tilladelse til vindmøllepark ved Varde afvist, at klagenævnet er rette sagsøgte for sådanne indsigelser om overtrædelse af EU-retten med den begrundelse, at klagenævnene ikke er den ansvarlige myndighed for støjbekendtgørelsen. Artiklen indeholder en analyse af de seneste klagenævnsafgørelser og byretsdommen suppleret af nogle principielle betragtninger om de centrale statslige myndigheders håndtering af sagsforløbet og om, hvem der er pennefører, når uafhængige klagenævn er sagsøgt. Først har jeg dog valgt kort at redegøre for de to EU-domme, der så at sige udgør bagtæppet for den retlige vurdering af de verserende ansøgninger, klagesager og retssager om gyldigheden af tilladelser til vindmølleparker.
AB - Som en del læsere af Tidsskrift for Miljø nok er bekendt med, betød EU-domstolen dom i oktober 2016 i sag C-290/15, at der blev rejst tvivl om gyldigheden af den danske vindmøllebekendtgørelse, fordi bekendtgørelsen var vedtaget uden forudgående miljøvurdering og offentlig høring efter reglerne i direktiv 2001/42 om miljøvurdering af planer og programmer (SMV-direktivet). Da EU-domstolen i sag C-379/15 fastslog, at en sådan overtrædelse af SMV-direktivet bevirker, at retsakten og de afgørelser, der træffes på grundlag heraf, også er ugyldige, medmindre fire betingelser er opfyldt, måtte dommene logisk betyde, at der ikke kan meddeles tilladelse til vindmølleparker, før denne overtrædelse af SMV-direktivet er afhjulpet ved, at der efter en SMV-procedure udstedes en ny vindmøllebekendtgørelse, som jeg nærmere har belyst i TfM 2016, s. 411. Disse synspunkter har efterfølgende været gjort gældende i flere klagesager over tilladelser til vindmøllemølleparker for Miljø- og Fødevareklagenævnet, Planklagenævnet og Energiklagenævnet. Nu foreligger de første delafgørelser fra klagenævn, hvor nævnene med forskellig begrundelse har afvist, at støjbekendtgørelsens mulige modstrid med EU-retten kan begrunde opsættende virkning af klager over tilladelser til vindmølleparker. Endvidere har byretten i dom af 9. oktober 2017 i retssag anlagt af naboer mod Natur- og Miljøklagenævnet om en af nævnet stadfæstet tilladelse til vindmøllepark ved Varde afvist, at klagenævnet er rette sagsøgte for sådanne indsigelser om overtrædelse af EU-retten med den begrundelse, at klagenævnene ikke er den ansvarlige myndighed for støjbekendtgørelsen. Artiklen indeholder en analyse af de seneste klagenævnsafgørelser og byretsdommen suppleret af nogle principielle betragtninger om de centrale statslige myndigheders håndtering af sagsforløbet og om, hvem der er pennefører, når uafhængige klagenævn er sagsøgt. Først har jeg dog valgt kort at redegøre for de to EU-domme, der så at sige udgør bagtæppet for den retlige vurdering af de verserende ansøgninger, klagesager og retssager om gyldigheden af tilladelser til vindmølleparker.
M3 - Tidsskriftartikel
SN - 1603-8398
SP - 365
EP - 377
JO - Tidsskrift for Miljø
JF - Tidsskrift for Miljø
IS - 11
ER -