Abstract
Som et resultat af udviklingen i den Europæiske Union har regeringerne ikke længere eksklusiv kontrol over hvem der kan arbejde og opholde sig på deres territorier. Heller ikke over hvem, der kan få de social velfærdsydelser, der normalt er øremærket til statsborgere. EF-domstolen har de seneste år fortolket Unionsborgerskabet sådan, at alle borgere har adgang til ydelser som traditionalt har været forbeholdt arbejdstagere under EU's regler om fri bevægelighed. I følge EF-domstolen eksisterer der nu så megen 'finansiel solidaritet' mellem EU's medlemslande, at borgere fra andre EU lande kan få adgang til universelle velfærdsydelser i værtslandet. Det meget omdiskuterede Unionsborgerskabsb vedtaget med Maastricht-traktaten har således gradvist fået noget af den substans, som mange håbede på. Dette betyder at forbindelsen mellem territorium, medborgerskab og national solidaritet som traditionelt har karakteriseret det klassiske statsborgerskabsbegreb er under forandring. En foranding, der gradvist gør statsborgerkab i Europa til et post-nationalt fænomen. Ved at trække på såvel politologiske som retsvidenskabelige indsigter analyserer denne artikel hvordan denne transformations har fundet sted. Artiklen demonstrerer at Unionsborgerskabsbegrebet har udviklet sig fra retorik til at blive et af EU's mest grundlæggende principper.
| Bidragets oversatte titel | Post-nationalt medborgerskab i Europa?: EU som rettighedsgenerator |
|---|---|
| Originalsprog | Engelsk |
| Tidsskrift | Columbia Journal of European Law |
| Vol/bind | 15 |
| Udgave nummer | 2 |
| Sider (fra-til) | 239-264 |
| Antal sider | 25 |
| ISSN | 1076-6715 |
| Status | Udgivet - 2009 |