Abstract
Overenskomsternes stigende bredde med inddragelse af en række velfærdsgoder som aftalestof mellem parterne har bidraget til en styrkelse af den danske model. Etableringen af arbejdsmarkedspensionsordninger med OK 1989 i den offentlige sektor og OK 1991 i den private sektor og den videre udbygning af AMP i de følgende overenskomstrunder har været den drivende kraft. Det er den væsentligste forbedring af overenskomsterne i nyere tid, og det har i høj grad medvirket til at styrke de faglige organisationer, at det er overenskomstsystemet, som står for denne afgørende ordning. Fagbevægelsen har sikret de almindelige lønmodtagere rimelige pensionsvilkår.
På samme måde har Voksen- og efteruddannelsesreformen under OK 2007 mulighed for at blive det middel, der kan sikre lønmodtagerne en livslang læring, og dermed også deres jobmuligheder i fremtiden, samtidig med at virksomhederne styrkes til at klare globaliseringens øgede konkurrencepres.
Samspillet mellem parterne og det politiske system og den dermed følgende dobbeltregulering kan i dette perspektiv på den ene side ses som et effektivt middel i de seneste årtiers udvikling af den danske model, og en videreudvikling af dette samspil i det kommende årti vil sandsynligvis være en forudsætning for at fastholde hovedprincipperne i den danske model.
Men den samme proces, der synes at have styrket organisationerne på arbejdsmarkedet og aftalemodellen, har på den anden side også skabt et stærkt pres på parternes selvregulering fra det nationale politiske system, som i stigende grad har ønsket at få indflydelse på parternes dagsorden og derved truet med at gøre overenskomstforhandlingerne til en politisk dikteret øvelse. Når væsentlige velfærdsgoder reguleres både via overenskomster og lovgivning, legitimeres de politiske aktørers ret til at blande sig i overenskomstforhandlinger, der ellers har tilhørt organisationernes domæne.
Under OK 2004 blev forløbet domineret af en politisk dagsorden om centrale barselsfonde, hvor især arbejdsgiverne følte sig 'kørt over'. Det skabte en begrundet frygt hos parterne på arbejdsmarkedet for, om man kunne fastholde den nødvendige balance mellem de politiske aktørers interesse i at påvirke overenskomstforhandlingernes dagsorden og parternes mulighed for selv at prioritere og forhandle deres egne aftaler. Denne frygt blev til dels gjort til skamme med trepartsforhandlingerne om kompetenceudvikling frem til OK 2007. Her blev gennemført et afbalanceret samspil, hvor regeringens og parternes gensidige interesse i en styrket voksen- og efteruddannelse blev afstemt.
Derved så det ud til, at den danske model kunne fastholdes i et system med dobbeltregulering, men det efterfølgende forløb med trepartsforhandlinger om kvalitetsreformen og den direkte politiske indblanding i lønforhandlingerne under OK 2008 i den offentlige sektor har hurtigt genoplivet spørgsmålet om selvreguleringens overlevelse.
Truslen mod aftalemodellen fra aktørerne i det nationale politiske system synes dermed mere aktuel end nogensinde. Men spørgsmålet om organisationernes evne til at skabe løsninger på problemer, som de politiske aktører ønsker løst, og derved fastholde deres selvregulering, er ikke noget nyt fænomen. Det er en problemstilling, der tilbagevendende har præget den danske model.
Allerede under arbejdet i Fællesudvalget af 17. august 1908 - med udviklingen af et fagretligt system og en statslig mæglingsinstitution som et nødvendigt supplement til Septemberforliget af 1899 - var balancen mellem parternes og de politiske aktørers interesser et afgørende spørgsmål. Formanden for udvalget, dr. jur. Carl Ussing, udtrykte mange gange under de langstrakte forhandlinger det afgørende valg, parterne - og i denne sammenhæng især fagbevægelsen - stod overfor. De kunne enten selv forhandle sig til rette om det nødvendige kompromis, der fastsatte indholdet i det nye fagretlige system og den nye forligsinstitution, eller de kunne overlade spillet til regeringen og Rigsdagen, som så selv ville fastsætte præmisserne - og sandsynligvis på en måde, der hverken set fra arbejdsgivernes eller lønmodtagernes synsvinkel ville være optimal.
Den sikre måde at optimere sine interesser på var efter Carl Ussings opfattelse, at parterne i fællesskab skabte et fait accompli, som det politiske system ville få meget vanskeligt ved ikke at rette sig efter. Ganske vist fordrede det kompromiser mellem organisationernes ofte modsatrettede interesser, men til gengæld gav det kontrol over den politiske proces og sikkerhed mod ubehagelige overraskelser. Det var Carl Ussings opfattelse, at når repræsentanter for to store samfundsklasser kan forlige deres modstående interesser, så kan de politiske magthavere ikke andet end at sige ja tak. Ussing så således store muligheder for parterne, når de fulgte dette konsensusprincip i forhold til det politiske system. Derimod ville deres svaghed blive udstillet, hvis de ikke var i stand til at skabe fælles fodslag, og dermed i realiteten valgte intet at foretage sig. Resultatet ville blive en ren politisk regulering - uden hensyn til parternes særlige interesser.
Det er en analyse, der har bevist sin gyldighed mange gange siden, og som ikke mindst i det seneste tiår har haft stor aktualitet.
| Originalsprog | Dansk |
|---|
| Udgivelsessted | Kbh. |
|---|---|
| Forlag | Museum Tusculanum |
| Antal sider | 60 |
| ISBN (Trykt) | 9788791833342 |
| Status | Udgivet - 2008 |
| Navn | FAOS Forskningsnotater |
|---|---|
| Nummer | 100 |