Abstract
Madprogrammer på tv kan opfattes som et socialt rum, hvor den posttraditionelle kulturs koder for ”at gøre mad” og ”at gøre køn” forhandles. I denne artikel vil jeg fokusere på en ”case”, hvor madkulturens kønning bliver udfordret, nemlig Two Fat Ladies med Jennifer Parson og Clarissa Dickson Wright (1996-1999). Jeg vil argumentere for, at disse to selvdeklarerede fede damer kan læses som ”gastronomiske drags”, der overskrider en ”genkendelig” kvindelig måde at ”gøre mad” på.
Artiklen er teoretisk forankret i refleksioner om drag som subversiv praksis i Søndergaard (1994, 1996) og Butler (1990, 1993). Disse tekster og to andre tv-programmer, The Naked Chef (1999-2001) og Nigella Bites (1999-2001) vil blive brugt til at understrege og diskutere det ambivalente i sådanne gastronomiske drag-performances. De udfordringer af kønskonventioner i madprogrammer, som artiklen præsenterer, risikerer nemt at fremstå enten for radikal eller for lidt radikal. Artiklen afsluttes med nogle betragtninger om udviklingen af madprogrammet som kønsforhandlingsplatform fra 1990’erne til i dag
Artiklen er teoretisk forankret i refleksioner om drag som subversiv praksis i Søndergaard (1994, 1996) og Butler (1990, 1993). Disse tekster og to andre tv-programmer, The Naked Chef (1999-2001) og Nigella Bites (1999-2001) vil blive brugt til at understrege og diskutere det ambivalente i sådanne gastronomiske drag-performances. De udfordringer af kønskonventioner i madprogrammer, som artiklen præsenterer, risikerer nemt at fremstå enten for radikal eller for lidt radikal. Artiklen afsluttes med nogle betragtninger om udviklingen af madprogrammet som kønsforhandlingsplatform fra 1990’erne til i dag
| Originalsprog | Dansk |
|---|---|
| Tidsskrift | Tidsskrift for kjønnsforskning |
| Vol/bind | 37 |
| Udgave nummer | 2 |
| Sider (fra-til) | 143-160 |
| Antal sider | 18 |
| ISSN | 0809-6341 |
| Status | Udgivet - 2013 |