Abstract
”Knus alt foran jer, og ryk hurtigt frem”. Sådan lød meldingen i januar 2013, da den franske præsident Francois Hollande talte til de godt 4.000 franske soldater, som skulle sendes til Mali i et forsøg på at forhindre statens totale kollaps. Situationen i Mali, der frem til 2012 ellers var et relativt socialt og politisk stabilt afrikansk land, forandrede sig brat i 2012, hvor militante islamister og oprørere rykkede fra Libyen ind i Mali og startede et oprør mod Malis regering. På et FN-mandat – og som et svar på en bøn om hjælp fra regeringen i Bamako – blev soldater sendt afsted fra baser i Frankrig, Senegal og Elfenbenskysten med kurs mod Mali.
Operation Serval, forløberen til operation Barkhane, havde ikke en længerevarende militær opbygning, som man eksempelvis så under Golfkrigene eller operationerne i Afghanistan, der udviklede sig over flere år. De franske soldater blev indsat direkte i kamp, efterhånden som de ankom til Mali. I løbet af en måned var hovedstaden reddet, og i løbet af de næste fem måneder forsatte de franske styrker – uden pause – deres angreb på oprørerne og de militante islamistiske grupper og rykkede helt frem til grænsebyen Kidal, næsten 1200 km fra Bamako. I slutningen af 2013 var oprøret i Mali næsten slået ned. Men de militante islamistiske grupper var begyndt at sprede sig til nabolandene, og med dem spredte urolighederne og oprøret sig også.
Konflikten var blevet regional, og for at håndtere den etablerede Frankrig Operation Barkhane, som skulle forsætte kampen mod militante islamistiske grupper, ikke kun i Mali, men i hele Sahel-regionen. Af nogle kaldes den en stabiliseringsoperation og af andre en anti-terrorindsats. Men franskmændene og deres samarbejdspartnere er, uanset betegnelsen, i krig i Sahel.
Der er meget på spil. Den øgede migration, spredning af terror og stigende ustabilitet hæmmer den demokratiske udvikling i regionen, og det kan få konsekvenser for europæisk – og dansk – sikkerhed. Og den franske militæroperation – herunder dens anti-terrorindsatser – har succes med at skabe stabilitet i området og har samtidig mindsket migrationen mod Europa. De franske militære resultater er imponerende, især når det tages i betragtning, at styrkerne er indsat i et område, der er fem gange større end Frankrig, mod ekstremt voldelige modstandere og med lokale samarbejdspartnere, som ofte begår overgreb mod lokalbefolkningen.
Danmarks regering ønsker nu at engagere sig militært i Operation Barkhane. Dels som en del af den globale kamp mod terror, men også for at bremse den migration, som går gennem området på vej mod Europa. I første omgang drejer det sig om et militært bidrag på to transporthelikoptere og ca. 70 soldater, som skal indgå fra udgangen af 2019 og ca. 12 måneder frem. Men inden debatten om dansk deltagelse i en franskledet militær operation kan begynde, så er det væsentligt at kende baggrunden for konflikten og de udfordringer, som de danske soldater skal konfronteres med i krigen på Europas sydflanke.
Operation Serval, forløberen til operation Barkhane, havde ikke en længerevarende militær opbygning, som man eksempelvis så under Golfkrigene eller operationerne i Afghanistan, der udviklede sig over flere år. De franske soldater blev indsat direkte i kamp, efterhånden som de ankom til Mali. I løbet af en måned var hovedstaden reddet, og i løbet af de næste fem måneder forsatte de franske styrker – uden pause – deres angreb på oprørerne og de militante islamistiske grupper og rykkede helt frem til grænsebyen Kidal, næsten 1200 km fra Bamako. I slutningen af 2013 var oprøret i Mali næsten slået ned. Men de militante islamistiske grupper var begyndt at sprede sig til nabolandene, og med dem spredte urolighederne og oprøret sig også.
Konflikten var blevet regional, og for at håndtere den etablerede Frankrig Operation Barkhane, som skulle forsætte kampen mod militante islamistiske grupper, ikke kun i Mali, men i hele Sahel-regionen. Af nogle kaldes den en stabiliseringsoperation og af andre en anti-terrorindsats. Men franskmændene og deres samarbejdspartnere er, uanset betegnelsen, i krig i Sahel.
Der er meget på spil. Den øgede migration, spredning af terror og stigende ustabilitet hæmmer den demokratiske udvikling i regionen, og det kan få konsekvenser for europæisk – og dansk – sikkerhed. Og den franske militæroperation – herunder dens anti-terrorindsatser – har succes med at skabe stabilitet i området og har samtidig mindsket migrationen mod Europa. De franske militære resultater er imponerende, især når det tages i betragtning, at styrkerne er indsat i et område, der er fem gange større end Frankrig, mod ekstremt voldelige modstandere og med lokale samarbejdspartnere, som ofte begår overgreb mod lokalbefolkningen.
Danmarks regering ønsker nu at engagere sig militært i Operation Barkhane. Dels som en del af den globale kamp mod terror, men også for at bremse den migration, som går gennem området på vej mod Europa. I første omgang drejer det sig om et militært bidrag på to transporthelikoptere og ca. 70 soldater, som skal indgå fra udgangen af 2019 og ca. 12 måneder frem. Men inden debatten om dansk deltagelse i en franskledet militær operation kan begynde, så er det væsentligt at kende baggrunden for konflikten og de udfordringer, som de danske soldater skal konfronteres med i krigen på Europas sydflanke.
| Originalsprog | Dansk |
|---|---|
| Tidsskrift | Ræson |
| Vol/bind | 1 |
| Udgave nummer | 37 |
| Sider (fra-til) | 62-67 |
| ISSN | 9788-7927 |
| Status | Udgivet - 28 mar. 2019 |