Abstract
Abstract, Periskop #23
Fra materialelæring til læringsmateriale
- designmuseet som akademisk læringsrum
1800-tallets kunstindustrimuseer blev grundlagt på en idé om at være praktisk målrettede læringssteder
og voksede frem som fast integrerede elementer i uddannelser for nye formgivere, håndværkere og producenter. I disse nye praksismuseer var genstandene i den studerendes umiddelbare nærhed, kunne tages i øje og håndteres og var sammenlignelige i kraft af museets enorme tingskorpus. I form af materialestudier, eksempellære, teknisk tegning m.v. fungerede samlinger og udstillinger som afsæt for kreative processer, selv om de måtte følge datidens (historicistiske) idealer, promovere ’god smag’ og konkurrencedygtighed i et nyt fremvoksende industri- og forbrugssamfund.
På baggrund af et historisk rids af de læringsgreb, og den pædagogiske tænkning, der oprindeligt knyttede sig til kunstindustrimuseerne, spørger artiklen ind til designmuseets aktuelle funktion som akademisk læringsrum. Op imod internettets ’museum uden vægge’, nye digitale læringsmetoder og en generel oplevelsesøkonomisk vending i museerne, har designmuseet for længst forladt sin oprindelige rolle som professionsrettet, obligatorisk læringsrum for kommende designere, arkitekter og håndværkere. I lyset af denne udvikling argumenterer artiklen for, at nutidens museer for design, industri- og hverdagskultur, er kendetegnet ved et paradoks: På den ene side har de udtjent deres oprindelige formål; på den anden side viser artiklen, at arkiver, samlinger og museer for design fortsat rummer helt særlige muligheder for at tilrettelægge læringsforløb af en praksis-, erfaringsbaseret karakter. Det skyldes dels museets historie som rum for udvikling af materialebevidsthed og kreative/entreprenante kompetencer; dels må udviklingen ses som led i en udvidet forståelse af designbegrebet. Denne åbner museet for en langt større vifte af akademiske fagområder og didaktiske greb end de oprindelige historiske formål, hvor formgivere primært skulle lære sig at løse æstetisk-kommercielle problemer; og det åbner for at tænke museer for design ind i nye undervisningsinitiativer og samarbejder med universiteter.
Designmuseerne kan således i dag selv gøres til genstand for undersøgelse i forhold til hvilke ideer om designkvalitet og designs kulturelle funktion, der gør sig gældende i skiftende indsamlingskriterier og udstillingsformer. Samtidig er det karakteristisk, at designmuseet som institution i takt med oplevelsesøkonomiens udviskning af grænserne mellem det oplysende og det kommercielle er blevet stadig mere kompleks i et spændingsfelt mellem statslig designformidling og private virksomhedsmuseer, som dog stadig benytter sig at de samme museale greb. En didaktisk beskæftigelse med Designmuseet i dag må derfor udfolde sig i et felt mellem museets særlige muligheder for at arbejde med materialitet og et kritisk blik på museets historiske og aktuelle funktion som designkulturel aktør.
I relation til Designstudier ved SDU og Kulturformidling på KU giver artiklen eksempler på forløb, der integrerer museer for design i akademiske sammenhænge; nærmere bestemt belyser den, hvordan co-curatorial learning aktuelt har gjort design og designskitser af den danske arkitekt Knud V. Engelhardt 1882-1931 til genstand for et undervisningsforløb med brug af Designmuseum Danmark og Arkiv for dansk design; dertil hvordan tilknytningen af en gruppe KA-studentermedhjælpere i regi af forskerprogrammet Designkultur udmøntede sig som en akademisk mesterlære bl.a. i undersøgelser af Kählers historiske samling/virksomhedsmuseum i Næstved samt hvilke perspektiver diskussionerne tegner for et kommende undervisningsforløb, der integrerer arbejde med Kunst- og Designmuseet Trapholts arkiv og samling.
Fra materialelæring til læringsmateriale
- designmuseet som akademisk læringsrum
1800-tallets kunstindustrimuseer blev grundlagt på en idé om at være praktisk målrettede læringssteder
og voksede frem som fast integrerede elementer i uddannelser for nye formgivere, håndværkere og producenter. I disse nye praksismuseer var genstandene i den studerendes umiddelbare nærhed, kunne tages i øje og håndteres og var sammenlignelige i kraft af museets enorme tingskorpus. I form af materialestudier, eksempellære, teknisk tegning m.v. fungerede samlinger og udstillinger som afsæt for kreative processer, selv om de måtte følge datidens (historicistiske) idealer, promovere ’god smag’ og konkurrencedygtighed i et nyt fremvoksende industri- og forbrugssamfund.
På baggrund af et historisk rids af de læringsgreb, og den pædagogiske tænkning, der oprindeligt knyttede sig til kunstindustrimuseerne, spørger artiklen ind til designmuseets aktuelle funktion som akademisk læringsrum. Op imod internettets ’museum uden vægge’, nye digitale læringsmetoder og en generel oplevelsesøkonomisk vending i museerne, har designmuseet for længst forladt sin oprindelige rolle som professionsrettet, obligatorisk læringsrum for kommende designere, arkitekter og håndværkere. I lyset af denne udvikling argumenterer artiklen for, at nutidens museer for design, industri- og hverdagskultur, er kendetegnet ved et paradoks: På den ene side har de udtjent deres oprindelige formål; på den anden side viser artiklen, at arkiver, samlinger og museer for design fortsat rummer helt særlige muligheder for at tilrettelægge læringsforløb af en praksis-, erfaringsbaseret karakter. Det skyldes dels museets historie som rum for udvikling af materialebevidsthed og kreative/entreprenante kompetencer; dels må udviklingen ses som led i en udvidet forståelse af designbegrebet. Denne åbner museet for en langt større vifte af akademiske fagområder og didaktiske greb end de oprindelige historiske formål, hvor formgivere primært skulle lære sig at løse æstetisk-kommercielle problemer; og det åbner for at tænke museer for design ind i nye undervisningsinitiativer og samarbejder med universiteter.
Designmuseerne kan således i dag selv gøres til genstand for undersøgelse i forhold til hvilke ideer om designkvalitet og designs kulturelle funktion, der gør sig gældende i skiftende indsamlingskriterier og udstillingsformer. Samtidig er det karakteristisk, at designmuseet som institution i takt med oplevelsesøkonomiens udviskning af grænserne mellem det oplysende og det kommercielle er blevet stadig mere kompleks i et spændingsfelt mellem statslig designformidling og private virksomhedsmuseer, som dog stadig benytter sig at de samme museale greb. En didaktisk beskæftigelse med Designmuseet i dag må derfor udfolde sig i et felt mellem museets særlige muligheder for at arbejde med materialitet og et kritisk blik på museets historiske og aktuelle funktion som designkulturel aktør.
I relation til Designstudier ved SDU og Kulturformidling på KU giver artiklen eksempler på forløb, der integrerer museer for design i akademiske sammenhænge; nærmere bestemt belyser den, hvordan co-curatorial learning aktuelt har gjort design og designskitser af den danske arkitekt Knud V. Engelhardt 1882-1931 til genstand for et undervisningsforløb med brug af Designmuseum Danmark og Arkiv for dansk design; dertil hvordan tilknytningen af en gruppe KA-studentermedhjælpere i regi af forskerprogrammet Designkultur udmøntede sig som en akademisk mesterlære bl.a. i undersøgelser af Kählers historiske samling/virksomhedsmuseum i Næstved samt hvilke perspektiver diskussionerne tegner for et kommende undervisningsforløb, der integrerer arbejde med Kunst- og Designmuseet Trapholts arkiv og samling.
| Originalsprog | Dansk |
|---|---|
| Tidsskrift | Periskop. Forum for Kunsthistorisk Debat |
| Udgave nummer | 23 |
| Status | Under udarbejdelse - 2019 |