Abstract
Vi har i nyere tid set en lind strøm af dokumentarfilm, der iscenesætter afvigende kroppe. Det gælder film som Shape of the Shapeless (2010), Herbstgold (2010), Beating Time (2010), Planet of Snail (2011), Whole (2003) og Kinbaku – the Art of Bondage (2009).
Fælles for filmene er, at de dels repræsentationsmæssigt og dels i forhold til oplevelsesappel gør brug af den menneskelige krop på transgressiv vis. I denne artikel vil jeg forsøge at nærme mig en konkret og specifik kropslig aflæsning af filmene, og se på, hvordan en sådan konkretiserende tilgang kan være med til at højne forståelsen dels af de kropsligt transgressive dokumentarfilm og dels af filmmediets taktile kvaliteter
Fælles for filmene er, at de dels repræsentationsmæssigt og dels i forhold til oplevelsesappel gør brug af den menneskelige krop på transgressiv vis. I denne artikel vil jeg forsøge at nærme mig en konkret og specifik kropslig aflæsning af filmene, og se på, hvordan en sådan konkretiserende tilgang kan være med til at højne forståelsen dels af de kropsligt transgressive dokumentarfilm og dels af filmmediets taktile kvaliteter
| Originalsprog | Dansk |
|---|---|
| Tidsskrift | 16:9 |
| ISSN | 1603-5194 |
| Status | Udgivet - 16 feb. 2014 |
Emneord
- Det Humanistiske Fakultet
- dokumentarfilm
- transgressivitet
- krop
- performance