Den skjulte fattigdom: Middelstandens fattige i København 1750-1850

TY - BOOK

T1 - Den skjulte fattigdom

T2 - Middelstandens fattige i København 1750-1850

AU - Hansen, Peter Wessel

PY - 2013

Y1 - 2013

N2 - I 1700-tallets København var fattigdommens ansigter mangfoldige. Fattigdom var nemlig ikke kun et anliggende for underklassen, der som livsvilkår levede på sultegrænsen. Også folk fra samfundets bedre klasser levede i bestandig fare for, at ulykker, sygdom eller alder skulle sende dem ud på en social rutsjetur. De husarme var fattige fra middelstanden, dvs. gruppen af handlende, håndværkere, embedsmænd og officerer. De husarme klyngede sig til deres sociale identitet og gjorde alt for at opretholde illusionen om, at alt var normalt. De boede og klædte sig standsmæssigt og søgte at klare dagen og vejen på egen hånd ved at arbejde og sælge ud af deres ejendele. De undgik at tigge og søge fattighjælp, for de fandt det skamfuldt at falde omverdenen til byrde. De skjulte fattigdommen men ofte lykkedes det ikke i længden. Efterhånden som den standsmæssige overflade krakelerede, fik fattigdommen følelsesmæssige konsekvenser for de husarme. De græmmede sig over tabt velstand og følte skam og forlegenhed over deres penible situation. Det var i hvert fald sådan de selv og deres venner i middelstanden skildrede dem.Alle disse mere eller mindre bevidste følelser og overlevelsesstrategier var med til at cementere de husarmes agtelse i deres medborgeres øjne. De husarme afspejlede nemlig de moralske normer og æresbegreber, der i almindelighed var gældende inden for middelstanden. De husarme var selve antitesen på tiggerne og de usleste fattiglemmer, som middelstanden betragtede som dovne, ære- og skamløse. Medborgerne følte medlidenhed med de husarme og overøste dem med velgørenhed af en helt anden kaliber end den, andre fattige kunne forvente. Det handlede ikke bare om at redde de husarme fra sult og nød. Målet var også at redde de husarme fra hele spektret af relative mangler, der var en trussel mod stand, ære og omdømme. De husarme relaterer sig både til historien om fattigdommen og til historien om standssamfundet og på begge felter demonstrerer de en anden virkelighed eller praksis end den, der kan læses i de normative tekster historieforskningen ofte bygger på. Der findes en anden historie om de fattige end den om det offentlige fattigvæsen. I denne historie træder de husarme frem som handlende individer, der foretog valg og fravalg, men historien viser også, at civilsamfundet stillede en alternativ, eksklusiv understøttelse til rådighed for middelstandens fattige. De husarmes særlige fattigdomskultur belyser tillige, hvordan forestillingen om en middelstand med fælles normer og identitet sameksisterede med en langt mere fasttømret standsideologi, der beroede på lovbestemte privilegier.

AB - I 1700-tallets København var fattigdommens ansigter mangfoldige. Fattigdom var nemlig ikke kun et anliggende for underklassen, der som livsvilkår levede på sultegrænsen. Også folk fra samfundets bedre klasser levede i bestandig fare for, at ulykker, sygdom eller alder skulle sende dem ud på en social rutsjetur. De husarme var fattige fra middelstanden, dvs. gruppen af handlende, håndværkere, embedsmænd og officerer. De husarme klyngede sig til deres sociale identitet og gjorde alt for at opretholde illusionen om, at alt var normalt. De boede og klædte sig standsmæssigt og søgte at klare dagen og vejen på egen hånd ved at arbejde og sælge ud af deres ejendele. De undgik at tigge og søge fattighjælp, for de fandt det skamfuldt at falde omverdenen til byrde. De skjulte fattigdommen men ofte lykkedes det ikke i længden. Efterhånden som den standsmæssige overflade krakelerede, fik fattigdommen følelsesmæssige konsekvenser for de husarme. De græmmede sig over tabt velstand og følte skam og forlegenhed over deres penible situation. Det var i hvert fald sådan de selv og deres venner i middelstanden skildrede dem.Alle disse mere eller mindre bevidste følelser og overlevelsesstrategier var med til at cementere de husarmes agtelse i deres medborgeres øjne. De husarme afspejlede nemlig de moralske normer og æresbegreber, der i almindelighed var gældende inden for middelstanden. De husarme var selve antitesen på tiggerne og de usleste fattiglemmer, som middelstanden betragtede som dovne, ære- og skamløse. Medborgerne følte medlidenhed med de husarme og overøste dem med velgørenhed af en helt anden kaliber end den, andre fattige kunne forvente. Det handlede ikke bare om at redde de husarme fra sult og nød. Målet var også at redde de husarme fra hele spektret af relative mangler, der var en trussel mod stand, ære og omdømme. De husarme relaterer sig både til historien om fattigdommen og til historien om standssamfundet og på begge felter demonstrerer de en anden virkelighed eller praksis end den, der kan læses i de normative tekster historieforskningen ofte bygger på. Der findes en anden historie om de fattige end den om det offentlige fattigvæsen. I denne historie træder de husarme frem som handlende individer, der foretog valg og fravalg, men historien viser også, at civilsamfundet stillede en alternativ, eksklusiv understøttelse til rådighed for middelstandens fattige. De husarmes særlige fattigdomskultur belyser tillige, hvordan forestillingen om en middelstand med fælles normer og identitet sameksisterede med en langt mere fasttømret standsideologi, der beroede på lovbestemte privilegier.

KW - Det Humanistiske Fakultet

KW - København

KW - Fattigdom 1750-1850

M3 - Ph.d.-afhandling

BT - Den skjulte fattigdom

PB - Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet

CY - København

ER -