Abstract
Augustins ’Bekendelser’ kan – med visse overlap - deles i to forskellige undersøgelsesprojekter, nemlig en del 1, der omfatter Bog 1 til 9, som undersøger og blotlægger vejen ad hvilke Augustin når frem til troen på den kristne Gud som personlig åbenbaret erfaring, og dermed befries for den af Gud i hans hjerte – og pr. ekstension i alle menneskeskabtes hjerte, erkendte eller ikke erkendte – nedlagte uro og længsel, som fra hans tidligste ungdom stadig mere lidelsesfuldt insisterede på hans opmærksomhed. En uro og længsel, som voksede sig stedse mere brændende, og som, foresvæver det ham, kun kunne ”finde hvile i troens forenende nærvær i Gud”. (Bog I)
For Augustin indebar fuldbyrdelsen heraf en vedholdende, dybtgående og helt særlige selvundersøgelse, dvs. en indtil-til-døden Kenoisk selvudrensende selverkendelse af den han havde været, og en Metanoisk transformeret erkendelse af hvem han i virkeligheden er.
Om end Augustin i ”Bekendelser” Ikke direkte forholder sig til, dvs. forsøger at forklare, den ”første årsag” til adskillelse fra Gud og de deraf mennesket påførte smertefulde eksistensvilkår,1 så viser han med utallige eksempler, hvorledes han i hele sin livsførelses underlagthed af erotiske o.a. kødelige drifter samt den
grådige, umættelige afhængighed af anseelses- og kærlighedsbevisninger fra personer og ting omkring ham, er den, der alene er ansvarlig for opretholdelsen af denne adskilthed; som til stadighed gøre sig blind og døv for, undviger, glemmer og fortrænger sin egen skyld, læs: synd, heri. Det, som motiverer og
tilskynder modstand og den bestandige udsættelse af overgivelsen i troens på Gud, er det bolværk af forsvar imod opgivelsen af tilknytnings-kærligheden, til og fra den eller det ”andet”, omskiftelige, flygtige, begrænsede, forsvindende, ufuldkomne jordiske, som i manglen og tabet af Gud fungere som det ”selvsatte”
selvs identitets-og selvopretholdelse; sagt anderledes, modstanden imod at opgive den overvældende fristende, men in-humane kærlighed og anseelse til og fra personer eller ting, og de heri indlejrede magiske, symbolske relationer, som bibringer fornemmelsen af selv, tryghed og identitet. Det tema vil blive forsøgt belyst i afsnittet: Del 1 Den selvundersøgende bøn.
Undersøgelserne i Bekendelsernes Del 2, fra bog Bog 10-13, som behandles i opgavens afsnit: Subjektet for Bekendelser, drejer sig på den ene side om bestemmelsen af Guds natur og på den anden, menneskets, det i Guds billede skabte, men dog paradoksalt fra Gud forskellig og afgrundsdybt adskilte selv, det undersøgende såvel som det undersøgte, i et forsøg på at bidrage til forståelse og viden om ”subjektiviteten”: hvad det vil sige at være en talende og tænkende person, en selv-reflekterende og selv- kreerende, dvs. narrativt selv. Disse forsøg på at bestemme hvad eller hvem menneskets selv er, var og bliver, går over næppe afsluttelig undersøgelser af det til det sidst tænkelige spørgsmål svimlende, dybsindige, lidenskabelige; inderligt bønfaldende og lovprisende undersøgelse af ”mediet” for selvets udvikling og dannelse, nemlig af erindringen og af tiden og dens forløb, inklusive af den, som er beskrevet i
Bog 1, og som ved selvudrensningen og Guds nåde fuldbyrder troens forening med Gud.
For Augustin indebar fuldbyrdelsen heraf en vedholdende, dybtgående og helt særlige selvundersøgelse, dvs. en indtil-til-døden Kenoisk selvudrensende selverkendelse af den han havde været, og en Metanoisk transformeret erkendelse af hvem han i virkeligheden er.
Om end Augustin i ”Bekendelser” Ikke direkte forholder sig til, dvs. forsøger at forklare, den ”første årsag” til adskillelse fra Gud og de deraf mennesket påførte smertefulde eksistensvilkår,1 så viser han med utallige eksempler, hvorledes han i hele sin livsførelses underlagthed af erotiske o.a. kødelige drifter samt den
grådige, umættelige afhængighed af anseelses- og kærlighedsbevisninger fra personer og ting omkring ham, er den, der alene er ansvarlig for opretholdelsen af denne adskilthed; som til stadighed gøre sig blind og døv for, undviger, glemmer og fortrænger sin egen skyld, læs: synd, heri. Det, som motiverer og
tilskynder modstand og den bestandige udsættelse af overgivelsen i troens på Gud, er det bolværk af forsvar imod opgivelsen af tilknytnings-kærligheden, til og fra den eller det ”andet”, omskiftelige, flygtige, begrænsede, forsvindende, ufuldkomne jordiske, som i manglen og tabet af Gud fungere som det ”selvsatte”
selvs identitets-og selvopretholdelse; sagt anderledes, modstanden imod at opgive den overvældende fristende, men in-humane kærlighed og anseelse til og fra personer eller ting, og de heri indlejrede magiske, symbolske relationer, som bibringer fornemmelsen af selv, tryghed og identitet. Det tema vil blive forsøgt belyst i afsnittet: Del 1 Den selvundersøgende bøn.
Undersøgelserne i Bekendelsernes Del 2, fra bog Bog 10-13, som behandles i opgavens afsnit: Subjektet for Bekendelser, drejer sig på den ene side om bestemmelsen af Guds natur og på den anden, menneskets, det i Guds billede skabte, men dog paradoksalt fra Gud forskellig og afgrundsdybt adskilte selv, det undersøgende såvel som det undersøgte, i et forsøg på at bidrage til forståelse og viden om ”subjektiviteten”: hvad det vil sige at være en talende og tænkende person, en selv-reflekterende og selv- kreerende, dvs. narrativt selv. Disse forsøg på at bestemme hvad eller hvem menneskets selv er, var og bliver, går over næppe afsluttelig undersøgelser af det til det sidst tænkelige spørgsmål svimlende, dybsindige, lidenskabelige; inderligt bønfaldende og lovprisende undersøgelse af ”mediet” for selvets udvikling og dannelse, nemlig af erindringen og af tiden og dens forløb, inklusive af den, som er beskrevet i
Bog 1, og som ved selvudrensningen og Guds nåde fuldbyrder troens forening med Gud.
| Originalsprog | Dansk |
|---|---|
| Publikationsdato | 2019 |
| Status | Udgivet - 2019 |
Emneord
- Det Teologiske Fakultet
- Augustins Bekendelser, Kenosis, Metanoia, Selv, Fremmedgørelse, Tro