Erik Sporon Fiedler

I begyndelsen af det 21. århundrede er begrebet krise endnu engang centralt i Europa og årtierne der omspænder årtusindskiftet har budt på både radikale og originale måder at konfrontere det, der fra et europæisk perspektiv fremstår som en mangefaceteret global krise.

Traditionelt har religionen haft en fremtrædende rolle når eksistensens usikkerhed og verdens ustabilitet skulle håndteres, men på trods af samtidige hævdelser af religionens genkomst, er det nødvendigt at stille grundlæggende spørgsmål omkring religionens rolle i samtidens engagement i krisenarrativer og -erfaringer.

I den filosofiske kritik har spørgsmålet ofte lydt: Hvordan er vi kommet hertil? Men for at kritikken ikke blot er destruktiv og tilbageskuende, er det nødvendigt med et opfølgende spørgsmål: Hvordan kommer vi videre herfra? For den nuværende krise kræver nye fortolkninger af hvad Europa er, men også nye idéer om hvad Europa kan og skal gøre med sig selv i en global virkelighed.

Disse problemstillinger bliver adresseret af to meget forskellige og dog forbundne tænkere og kulturkritikkere i den kontinentale filosofiske tradition: tyskeren Peter Sloterdijk og italieneren Giorgio Agamben. Såvel Sloterdijk som Agamben anser dem selv som diagnostikere, der læser tidens tegn og begge undersøger historien for at forstå nutiden. Men udover diagnoserne forsøger de også at stille prognoser og at engagere sig i samtiden ved at udfordre og gentænke de bestående forhold. Således er deres kritikker ikke blot destruktive og nedbrydende, men tager en affirmativ form der opstiller alternativer til det bestående.

Mit projekts formål er trefoldigt: Jeg foretager en sammenstilling af religiøse og politiske motiver i Peter Sloterdijks og Giorgio Agambens værker, for at kunne undersøge hvilken rolle og indlydelse religion har på de politiske aspekter af deres tænkning. Derudover undersøger jeg hvordan de begge indskriver et soteriologisk potentiale i deres fremstilling og forståelse af mennesket og i forlængelse deraf fremfører forestillinger om alternative fællesskabsformer som løsningsforslag på samtidens udfordringer. Afslutningsvis er undersøgelsen af deres filosofiske projekter også en undersøgelse af to forskellige måder at forvalte en fælles vestlig idéhistorisk arv, der udgøres af: For det første den kritiske tradition identificeret i og eksemplificeret ved Michel Foucaults arbejde og for det andet de ontologiske og eksistentielle spørgsmål rejst af Martin Heidegger grundlag som deres projekter ikke kan tænkes uden. 

Forskningsprojektet udgøres således af en kortlægning, sammenstilling og analyse af to samtidige positioner på grænsen mellem politisk filosofi og religionsfilosofi. Dermed undersøges, i et bredere perspektiv, religionens rolle indenfor politisk tænkning i krisetider. Samtidig bliver de idéhistoriske forudsætninger for positionerne undersøgt og et begreb om affirmativ kritik udviklet. Således danner projektet grundlag for en kvalificeret gentænkning og omvurdering af grundlaget for, samt de tilbudte løsninger på den vestlige kulturkreds' nutidige tilstand.