I strakt arm- vi skal også give støtte til det, vi ikke kan lide

Beskrivelse

Kan man forestille sig et Danmark - eller Europa - i en ikke så fjern fremtid, hvor de politiske magthavere suverænt bestemmer, hvilke bøger, folk må læse, hvilke kunstværker, der må vises på museerne, hvilke film, der kan produceres og hvilke teaterstykker, der må

sættes op på landets teatre - og med hvilke skuespillere?

Nej vel?

Alligevel har spørgsmålet om politikernes indblanding i kulturen og mulige brud på det såkaldte armslængdeprincip været højt på dagsordenen, siden kulturminister Mette Bock (LA) præsenterede den nye public service-kontrakt for DR.

Kontrakten stiller så specifikke og detaljerede krav til DRs fremtidige arbejde - bl.a. krav om 48 procent dansk musik i radioen, forbud mod lange, dybdegående artikler på nettet, krav om, at udsendelserne skal afspejle kristendommen, mere regional og lokal idræt samt krav til DRs sprogpolitik - at den på flere områder bryder med armslængdeprincippet, har det lydt både fra fagfolk og politikere ikke bare fra oppositionen, men helt ind i regeringspartiernes egne rækker.

Således var den tidligere konservative kulturminister, Per Stig Møller, hurtigt ude med riven:

»Politikerne skal udstikke rammerne, men de skal ikke fylde dem ud,« sagde han til Berlingske og mente, at de »alt for detaljerede krav« ville gøre DR følsom over for skiftende politiske vinde.

Og Dansk Journalistforbunds formand, Lars Werge, fastslog, at »regulering på det niveau er i direkte modstrid med armslængdeprincippet.«

Sporene fra Stalin og Hitler

Peter Duelund er lektor emeritus ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet og en af de danske forskere, der ved mest om armslængdeprincippet.

»Det var den engelske velfærdsøkonom, John Mayer Keynes, der allerede i 1930erne opfandt begrebet armslængdeprincip,« fortæller han. »Han ønskede at støtte den kunstneriske og kulturelle udvikling - men uden at politikerne skulle bestemme indholdet. Derfor skulle støtten formidles af selvstændige organer, kunstråd, så der blev skabt en armslængde mellem kunst og politikere.«

Efter 2. verdenskrig er Keynes’ model indført i alle de vesteuropæiske demokratier - ikke mindst belært af de uhyggelige erfaringer fra Stalins Sovjet og Hitlers Tyskland, hvor magthaverne holdt kunsten i et jerngreb..

»Men i takt med, at vi fjerner os fra den tid, glemmer man, hvorfor det egentlig var, at armslængdeprincippet blev indført,« siger Peter Duelund.

Herhjemme var det den socialdemokratiske kulturminister, Julius Bomholt, der i 1963 i forbindelse med præsentationen af Statens Kunstfond sagde de bevingede ord: »Nok støtte, men ikke dirigere« - hvilket siden er blevet til det mere mundrette »Nok støtte, men ikke styre«. Men først i 1994 brugte partifællen Jytte Hilden som kulturminister selve ordet armslængdeprincip i en kronik i Politiken.

Princip under angreb

Oprindelig handlede armslængdeprincippet kun om de midler, som blev fordelt af Statens Kunstfond - i dag under en tiendedel af statens kulturbudget. Men hurtigt blev armslængdeprincippet grundlæggende for al statslig kulturstøtte både herhjemme og i Norge, Sverige og Finland - som den daværende svenske statsminister, Olof Palme, udtrykte det: »Vi skal også give støtte til det, vi synes meget dårligt om.«

Men den praksis er kommet under stigende pres, mener Peter Duelund.

»I 1980erne begyndte man politisk at definere specifikke kulturpuljer, og midt i 1990erne kom de tre-årige handlingsplaner, som både kultur- og andre institutioner skal opfylde med stadig mere kvalitative krav, f.eks. at der skal lægges vægt på en national dimension - eller som i DRs nye public service-kontrakt, at programmerne skal have rod i kristendommen. Og sådan har vi set flere og flere politisk værdimæssige normer blive lagt ned over kulturinstitutionerne.«

Salami-metode

Et af de nyeste eksempler på politikernes ønske om at styre, er, mener han, regeringens løfte om fra 2022 at tilbageføre omprioriteringsbidraget på to procent, som er blevet opkrævet siden 2015.

»Men de enkelte institutioner får jo ikke bare pengene tilbage - politikerne vil bestemme, hvad de skal bruges til. Så det er endnu et skridt hen mod mere politisk indblanding,«

siger Peter Duelund. Og netop denne »salami-metode«, hvor politikerne gradvist skærer stykke for stykke af armslængden, bekymrer ham:

»Det skulle nødigt ende med, at i stedet for Bomholts »nok støtte, men ikke styre« får et system, der »støtter for at styre«.«

Kulturminister Mette Bock har gentagne gange afvist, at den nye public service-kontrakt skulle bryde armslængdeprincippet. I et læserbrev i Information skriver hun bl.a.:

»Det er som om, armslængde defineres på den måde, at man blot skal levere økonomiske ressourcer og i øvrigt helt blande sig uden om, hvordan ressourcerne anvendes. Men en arm sidder jo altid på en krop, i dette tilfælde Folketinget. Det er de folkevalgte politikeres opgave at prioritere fællesskabets ressourcer på folkets vegne.«

Messerschmidt og Holberg

Gyldendal-direktør Morten Hesseldahl har tidligere været både kulturdirektør i DR og chef for Det Kongelige Teater. Han ser helt klart en forkortelse af armslængden.

»Poltikerne må for min skyld meget gerne give deres mening til kende,« siger han. »Men når man truer med f.eks. at skære i budgetterne eller være meget detaljeret i kravene, hvis en institution ikke makker ret, bryder man med armslængden. Som da Morten Messerschmidt (DF) var utilfreds med en Holberg-opsætning på Det Kongelige Teater og meget konkret sagde, at hvis teatret fortsatte med at lave den slags, måtte man jo se på det, når der skulle forhandles ny aftale. Det er ikke fair.«

Morten Hesseldahl kan godt forstå politikernes trang til at blande sig og føre værdikamp på den kulturelle bane.

»Man har jo kunnet se, hvor effektfuldt det har været, og især Dansk Folkeparti har været rigtig gode til det,« siger han.

»Men politikerne skal overveje konsekvenserne, hvis det fører til, at institutionerne bliver bange for at sætte kritiske forestillinger op eller fjerner en julekalender, fordi man er bange for, at nogen vil finde den for venstreorienteret,« siger han med henvisning til den julekalender med Enhedslistens Johanne Schmidt Nielsen, som TV 2 droppede sidste år.

»Selvcensur bør aldrig karakterisere et demokratisk lands kulturliv. At kulturlivet blomstrer bedst, når det ikke er for politisk styret, er for mig indlysende. Det burde det også være for politikerne.«

Men vi vil gerne i dialog

På Statens Museum for Kunst kan direktør Mikkel Bogh godt være bekymret for, at regeringens planer for tilbageføring af omprioriteringsbidraget kan blive et redskab til politisk styring. Men når det er sagt, mener han, at vi i Danmark stadig opretholder et fornuftigt armslængdeprincip.

»Når jeg hører folk råbe op om brud på armslængden, tænker jeg oftest, at nej, det er det ikke, det er en politisk prioritering, og det skal og må politikerne gøre,« siger han.

»Det er selvfølgelig klart, at hvis politikerne beslutter at halvere tilskuddet til SMK, vil det påvirke indholdet, men det er ikke et brud på armslængden. Men når politikerne dikterer, at

DRs udsendelser skal give indtryk af Danmark som et kristent land, er vi bekymrende tæt på.«

Selv har han aldrig været udsat for politisk indblanding i SMK’s udstillinger. Tværtimod kan han savne, at politikerne i højere grad kom med bud på, hvordan kunsten, f.eks. museerne, kan bidrage til at nå politiske mål.

»Siden Brian Mikkelsen (K) var kulturminister, er den udveksling faktisk holdt op. Det er bekymrende, for det kan ses som et udtryk for, at politikerne ikke ved, hvad vi laver, og hvad vi kan - f.eks. i forhold til sårbare familier eller børns uddannelse uden for skolesystemet,« siger han.

»Det er faktisk et interessant dilemma: På den ene side er der ingen af os, der ønsker politisk indblanding, på den anden side vil vi gerne i dialog med politikerne om at løse nogle af de nationale problemstillinger, vi står med. Men selvfølgelig med den klare præmis, at der skal være armslængde. Det skal ikke være noget, politikerne trækker ned over os.«