Efter sex og satanistisk hærværk: Er kirken et helligt rum, der kræver særlig beskyttelse?

Beskrivelse

Kommentar i forbindelse med landsrettens dom i nylig sag om sex og satanistisk hærværk i flere kirker. Dommen aktualiserer  de seneste ti års debat i forbindelse med blasfemiparagraffen: om vi er et sekulært samfund, om der gælder en særlig beskyttelse for religioner, og i givet fald hvorfor. Domfældelsen mod parret viser, at der er grænser for sekulariseringen.
Egen udtalelse:
Spørger man Jakob Holtermann, lektor i retsfilosofi ved Københavns Universitet, var dommen interessant, fordi den kom efter debatten om blasfemiparagraffen, som han har forsket i.
”Sagen sætter alt det, vi har diskuteret i de sidste ti år, på spidsen: Om vi er et sekulært samfund, om der gælder en særlig beskyttelse for religioner, og i givet fald hvorfor” siger Jakob Holtermann.
”Da man sidste år endelig besluttede sig for at beholde blasfemiparagraffen, gjorde man det efter at have spurgt Straffelovrådet til råds. De vurderede, at det ikke længere kunne forsvares at straffe på grund af den umiddelbare krænkelse hos de religiøse. I et sekulariseret samfund må vi alle kunne tåle hån, spot og latterliggørelse.”
Der måtte altså andre grunde til, hvis man skulle fastholde bestemmelsen. Dem fandt man i hensynet til den offentlige orden. Blasfemi er skadelig, lød argumentet, fordi den kan afstedkomme religiøse opløb, der truer den sociale fred. Kritikere kalder det ”voldsmandens veto”, men at truslen ikke er helt hypotetisk så man jo under Muhammedkrisen. Det lukkede debatten.
Interessant i denne sag er, at Straffelovrådet sagde at samme begrundelse måtte gælde for den paragraf, landsretten lagde til grund. Problemet er bare, at de dømtes adfærd ikke synes at have afstedkommet nogen reel trussel mod den offentlige orden.
Med andre ord: vi er med dommen tilbage ved, at Straffelovens fortsatte særbeskyttelse af kirken aktiveres for at beskytte religiøse følelser. Der er altså grænser for sekulariseringen.”