Beskrivelse
Globale CO2-reduktioner er ikke tilstrækkelige til at bremse den gallopperende afsmeltning fra Arktis. Forskerne vil redde isen ved at gå til angreb på sod- og kulstøv samt de vigtige drivhusgasser metan og ozon.
Af Nicolai Østergaard, fredag 19. sep 2008 kl. 00:45
Der er mulighed for et hurtigt fix i kampen mod den tiltagende afsmeltning fra Arktis. Og fixet kommer ikke fra kampen mod den globale CO2-udledning. Indsatsen skal i stedet rettes mod kulstøv, metan og ozon.
»Selv hvis klimatopmødet i København ender med en ultra-ambitiøs aftale om globale CO2-reduktioner, vil der gå 50 til 100 år før indsatsen standser afsmeltningen af isen på Arktis,« siger ekspert i atmosfærekemi, Ole John Nielsen. Han fortsætter:
»Det giver naturligvis god mening at begrænse CO2-udledningen, men vi skal føre en helt andet klimakamp, hvis vi vil redde indlandsisen og Arktis,« siger Ole John Nielsen.
Hvis verdenssamfundet vil have sin indsats vekslet til en hurtigt og målbar effekt på Arktis, foreslår forskerne at fokusere på andet end CO2:
- Kul- og sodpartikler fra ineffektive kulkraftværker i Kina, Indien og Rusland.
- Metanudslip fra et enormt antal lossepladser samt fra utætte naturgasledninger.
- Ozon som skabes, når partikler fra bilernes udstødning går i forbindelse med sollys.
Disse tre drivhusfaktorer kan bekæmpes med relativt simple, teknologiske løsninger, og resultatet af indsatsen vil hurtigt kunne måles på Arktis - langt hurtigere end en tilsvarende indsats mod CO2-udledningen.
Kul- og sodpartikler, metan og ozon har det til fælles, at de har en kort levetid i atmosfæren (et par uger for kul-/sodpartikler, et par måneder for ozon og op til ni år for metan). De er dermed langt hurtigere at udrydde i atmosfæren end de sejlivede CO2-molekyler, som har en levetid på ca. 100 år.
Og hvis man tror, at disse drivhuskomponenter kun spiller en mindre rolle i opvarmningen af Arktis, tager man fejl.
»Ifølge de seneste forskningsresultater kan tilstedeværelsen af disse såkaldte 'drivhuskomponenter med kort levetid' rent faktisk forklare en større del af klimaforandringerne på indlandsisen og resten af Arktis end tilstedeværelsen af CO2-molekyler i atmosfæren. Derfor er det påkrævet, at vi også fokuserer på disse faktorer,« siger seniorforsker ved Danmarks Miljøundersøgelser, Henrik Skov.
Ole John Nielsen peger på, at med en effektiv global indsats mod de kortlivede drivhuskomponenter ville det være muligt at se positive resultater på Arktis i løbet af en tiårig periode. Samme holdning har Henrik Skov:
»Verdenssamfundet får mulighed for at sætte gang i en klimaproces, der virker på den korte bane,« siger Henrik Skov.
Rammer Arktis hårdere
Udledningen af kul- og sodpartikler fra klodens industricentre er en af de faktorer, som slår hårdere igennem på Arktis end andre steder på kloden. Andre steder i verden spiller det ingen rolle, at kul- og sodpartikler lægger sig på jordoverfladen. Men på den grøndlandske indlandsis har det tilsyneladende en dramatisk effekt.
»Og effekten er sandsynligvis større end vi hidtil har troet, men præcis hvor meget det betyder, ved vi endnu ikke,« siger en af Danmarks førende eksperter på området, iskerneforskeren Carl Egede Bøggild fra universitetet på Svalbard.
Han peger på, at der skal uendelig små mængder sod til at forstyrre isens reflektionsevne.
»I området omkring Polarhavet er sneens reflektionsevne reduceret med mindst tre procent,« siger Carl Egede Bøggild.
»Umiddelbart lyder det ikke af særligt meget, men man skal regne med, at det sætter gang i en dominoeffekt, der får tingene til at gå hurtigt,« siger han og giver et eksempel:
»På de steder, hvor afsmeltningen skaber et hul i snelaget og jorden kommer til syne, reduceres reflektionsevnen på overfladen med ét slag fra 90 til 10 pct., hvorefter det underliggende jordlag bliver opvarmet med stor kraft, hvilket forstærker afsmeltningen fra et langt større område end det lille hul, der i første omgang blev skabt.«
Carl Egede Bøggild fremhæver som en vigtig faktor, at det særlige ved partikelforureningen af den Grønlandske indlandsis er, at her forsvinder partiklerne aldrig igen, men ophobes lag for lag i isen således at den skadelige effekt varer i mange år fremover.
| Periode | 19 sep. 2008 |
|---|