Som i et spejl - Hans Egede-receptionen gennem tre hundrede år

TY - JOUR

T1 - Som i et spejl - Hans Egede-receptionen gennem tre hundrede år

AU - Kjærgaard, Kathrine

PY - 2008

Y1 - 2008

N2 - Ved sin død i Stubbekøbing den 5. november 1758 var Hans Egede en højt agtet mand både i Grønland og i sit dansk-norske fædreland. Den skepsis, der havde været mod grønlandsprojektet i 1730erne, var for længst forsvundet. I de følgende årtier fortsatte Hans Egedes stjerne med at stige. Han blev fyldigt omtalt i Ove Mallings meget læste: Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere fra 1777, og der kom flere kobberstik med hans portræt. Hans Egede plejer de kobbesyge - en scene fra koppeepidemien i Godthåb 1733 af den bekendte kobberstikker Johann Friedrich Clemens efter tegning af Erik Pauelsen - hang i tusindvis af hjem og blev i årene omkring 1800 et af de mest udbredte og elskede billeder i Danmark-Norge.For Hans Egede-receptionen blev opløsningen af den dansk-norske union ved freden i Kiel januar 1814 skæbnesvanger. I Norge var vreden over at Grønland var gået til Danmark stor, og længe ville man ikke vide af Hans Egede, der - skønt født i Norge - opfattedes som dansk. Først efter 1945, hvor Norge i kølvandet på Danskehjælpen under Anden Verdenskrig omsider forsonede sig med Danmark, tog man atter Hans Egede til sig. Blandt større mindesmærker, som er blevet til siden 1945, kan nævnes Nicolai Schiølls ungdommelige statue af grønlandsmissionæren i det centrale Oslo (1965) og Axel Revolds monumentale udskmykning af kirken i Hans Egedes nordnorske fødeby Harstad (1958).I Danmark, hvor sorgen over tabet af Norge var stor, var man i årene efter 1814 meget tilbageholdende med at omklamre tidligere norske landsmænd som Hans Egede. Først hen mod slutningen af 1800-tallet begyndte forbeholdene at smelte et efter et. Den definitive omdefinering af den dansk-norske 1700-tals patriot til national dansk kirkefyrste kom med opstillingen 1913 af hans statue ved Marmorkirken i København.Det eneste sted inden for det gamle dansk-norske rige, hvor Hans Egede-receptionen ikke har været præget af voldsomme brud, er i Grønland. Her er missionæren siden 1700-tallet blevet fejret som landsfader, først med legendariske fortællinger og stærkt idealiserende skrifter om hans virke blandt grønlænderne, fra midten af 1800-tallet tillige med en syndflod af billeder. Blandt de grønlandske billedkunstnere, der i denne forbindelse har gjort sig bemærket, er de vigtigste fra 1800-tallet Aron af Kangeq og redaktøren af avisen Atuagagdliutit Lars Møller, fra 1900-tallet Hans Lynge, Jens Rosing og Lauritz Jessen. Artiklen slutter med en omtale af den kritik, der siden 1970erne er blevet rejst i Grønland mod Hans Egede, blandt andet af billedkunstnerne David Gabrielsen, Tikkili Pjettursson og Bent Søholm samt af den for tiden meget aktive gadekunstner "Nuumigoq," hvis røde og grønne stencils med Hans Egedes kontrafej, undertiden med ordet UNDSKYLD i billedkanten, jævnligt dukker op i Nuuks gadebillede. Udgivelsesdato: 26. februar 2008

AB - Ved sin død i Stubbekøbing den 5. november 1758 var Hans Egede en højt agtet mand både i Grønland og i sit dansk-norske fædreland. Den skepsis, der havde været mod grønlandsprojektet i 1730erne, var for længst forsvundet. I de følgende årtier fortsatte Hans Egedes stjerne med at stige. Han blev fyldigt omtalt i Ove Mallings meget læste: Store og gode Handlinger af Danske, Norske og Holstenere fra 1777, og der kom flere kobberstik med hans portræt. Hans Egede plejer de kobbesyge - en scene fra koppeepidemien i Godthåb 1733 af den bekendte kobberstikker Johann Friedrich Clemens efter tegning af Erik Pauelsen - hang i tusindvis af hjem og blev i årene omkring 1800 et af de mest udbredte og elskede billeder i Danmark-Norge.For Hans Egede-receptionen blev opløsningen af den dansk-norske union ved freden i Kiel januar 1814 skæbnesvanger. I Norge var vreden over at Grønland var gået til Danmark stor, og længe ville man ikke vide af Hans Egede, der - skønt født i Norge - opfattedes som dansk. Først efter 1945, hvor Norge i kølvandet på Danskehjælpen under Anden Verdenskrig omsider forsonede sig med Danmark, tog man atter Hans Egede til sig. Blandt større mindesmærker, som er blevet til siden 1945, kan nævnes Nicolai Schiølls ungdommelige statue af grønlandsmissionæren i det centrale Oslo (1965) og Axel Revolds monumentale udskmykning af kirken i Hans Egedes nordnorske fødeby Harstad (1958).I Danmark, hvor sorgen over tabet af Norge var stor, var man i årene efter 1814 meget tilbageholdende med at omklamre tidligere norske landsmænd som Hans Egede. Først hen mod slutningen af 1800-tallet begyndte forbeholdene at smelte et efter et. Den definitive omdefinering af den dansk-norske 1700-tals patriot til national dansk kirkefyrste kom med opstillingen 1913 af hans statue ved Marmorkirken i København.Det eneste sted inden for det gamle dansk-norske rige, hvor Hans Egede-receptionen ikke har været præget af voldsomme brud, er i Grønland. Her er missionæren siden 1700-tallet blevet fejret som landsfader, først med legendariske fortællinger og stærkt idealiserende skrifter om hans virke blandt grønlænderne, fra midten af 1800-tallet tillige med en syndflod af billeder. Blandt de grønlandske billedkunstnere, der i denne forbindelse har gjort sig bemærket, er de vigtigste fra 1800-tallet Aron af Kangeq og redaktøren af avisen Atuagagdliutit Lars Møller, fra 1900-tallet Hans Lynge, Jens Rosing og Lauritz Jessen. Artiklen slutter med en omtale af den kritik, der siden 1970erne er blevet rejst i Grønland mod Hans Egede, blandt andet af billedkunstnerne David Gabrielsen, Tikkili Pjettursson og Bent Søholm samt af den for tiden meget aktive gadekunstner "Nuumigoq," hvis røde og grønne stencils med Hans Egedes kontrafej, undertiden med ordet UNDSKYLD i billedkanten, jævnligt dukker op i Nuuks gadebillede. Udgivelsesdato: 26. februar 2008

M3 - Tidsskriftartikel

SN - 0907-855X

VL - 2006-07

SP - 73

EP - 97

JO - Grønlandsk kultur- og samfundsforskning

JF - Grønlandsk kultur- og samfundsforskning

ER -