Abstract
Når teatermanden Alfred Jarry i slutningen i af det forrige århundrede gik på scenen for at præsentere sit drama Kong Ubu sagde han følgende til publikum: Stykket foregår i Polen, dvs. Ingensteder. Det samme kan med lidt god vilje siges om de territorier, som de seneste årtier har dannet ramme om nogle af de mest voldsomme konsekvenser af den geopolitiske udvikling: Ørkenen mellem USA og Mexico, Middelhavsregionens migrationspassage mellem EU og Afrika og de besatte områder i Palæstina. Hvor mennesker befinder sig i en situation, der er lige så prekær som den er permanent, suspenderet som disse mennesker er i en tilstand mellem liv og død.
Med teoretikeren Achille Mbembe kan man kalde disse Ingensteder for nekropolitiske virkeligheder. Nekropolitik betegner en relation mellem død og politik, og må forstås som en korrektion af Foucaults begreb om biopolitik for så vidt som Mbembe lancerer sit begreb for at beskrive en række globale forhold, under hvilke forskellige former for dominans, vold og udbytning resulterer i produktionen af indirekte og direkte mord, figurer af levende døde og reelle dødsverdener – primært, men ikke udelukkende i den postkoloniale tredje verden. Hans geografiske eksempler er dele af Afrika og Palæstina, og i denne sammenhæng kunne man uden videre tilføje Mexico til listen.
Ikke mindst hvis man tager udgangspunkt i det femicide som fandt sted i grænsebyen Ciudad Juárez i løbet af 1990’erne. Det er ikke en tilfældighed, at det var kvinder, der blev slået ihjel, og at mange af dem arbejdede på de såkaldte maquiladoras, som fik vind i sejlene efter NAFTA-aftalen i 1994. David Harvey fremhæver i A Brief History of Neoliberalism om en stigende feminisering af fattigdom og umenneskeliggørende arbejde som et bemærkelsesværdigt træk ved neoliberalismen og gør opmærksom på, at kvinder i den tredje verden bærer den største byrde under den globale kapitalismes vilkår (Harvey 2005:202). Carsten Juhl går skridtet videre og taler i Global Æstetik ligefrem om den ”ontologiske relation mellem kvinden og volden” (Juhl 2007:76). Uanset hvad er dette
kønsperspektiv en integreret del af den globale og samtidige nekrokapitalistiske problematik. Kvindemordet i Ciudad Juárez udkrystalliserer i udpræget grad neoliberalismens kønnede slagside.
Dette er den såvel teoretiske og historisk baggrund for nærværende artikel, hvis udgangspunkt og tilsnit primært er æstetisk. Mit spørgsmål lyder derfor hvordan samtidskunsten forholder sig til en nekropolitisk begivenhed som den i det nordlige Mexico, hvilke æstetiske strategier tager den i brug og i hvilket omfang får den en politisk funktion? Min eksemplariske case er den mexicanske kunstner Teresa Margolles (f. 1963). Ligesom i øvrigt Roberto Bolaño i romanen 2666, beskæftiger Margolles sig i værket Lote Bravo fra 2005 med kvindedrabene i Ciudad Juárez. Her transformerede hun jord fra gerningsstederne til et variabelt antal firkantede blokke, en minimalistisk posthum biografi. Margolles har en uddannelse i retsmedicin bag sig og hendes arbejdsrum er i bogstaveligste forstand et lighus. Hendes værker retter sig ikke bare mod døden i abstrakt eller rent æstetisk forstand men mod dødens politiske og socioøkonomiske vilkår. Det handler kort sagt om ligets politiske liv.
Artiklens hypotese er, at Margolles’ arbejde udgør et utrætteligt sorgarbejde, som har til hensigt at frembringe en mere demokratisk distribution af liv og død (jf. Judith Butlers Frames of War). Som en anden Antigone insisterer Margolles på at trodse samfundets forbud mod at sørge over de lig, som enten er usynlige for eller ikke anerkendes af det offentlige øje. Hun insisterer på at et menneske er blevet myrdet. Som hun selv har sagt i et interview: “Everyone dies but not everyone is murdered. I want people to recognize that.” Eller som hun fik skrevet på den hvide gallerivæg, da hendes udstilling ”Operativo” åbnede i New York i maj 2008: ”For dem, som ikke tror på det – sønner af ludere!” (“Para quienes no la creen, hijos de puta”).
Med teoretikeren Achille Mbembe kan man kalde disse Ingensteder for nekropolitiske virkeligheder. Nekropolitik betegner en relation mellem død og politik, og må forstås som en korrektion af Foucaults begreb om biopolitik for så vidt som Mbembe lancerer sit begreb for at beskrive en række globale forhold, under hvilke forskellige former for dominans, vold og udbytning resulterer i produktionen af indirekte og direkte mord, figurer af levende døde og reelle dødsverdener – primært, men ikke udelukkende i den postkoloniale tredje verden. Hans geografiske eksempler er dele af Afrika og Palæstina, og i denne sammenhæng kunne man uden videre tilføje Mexico til listen.
Ikke mindst hvis man tager udgangspunkt i det femicide som fandt sted i grænsebyen Ciudad Juárez i løbet af 1990’erne. Det er ikke en tilfældighed, at det var kvinder, der blev slået ihjel, og at mange af dem arbejdede på de såkaldte maquiladoras, som fik vind i sejlene efter NAFTA-aftalen i 1994. David Harvey fremhæver i A Brief History of Neoliberalism om en stigende feminisering af fattigdom og umenneskeliggørende arbejde som et bemærkelsesværdigt træk ved neoliberalismen og gør opmærksom på, at kvinder i den tredje verden bærer den største byrde under den globale kapitalismes vilkår (Harvey 2005:202). Carsten Juhl går skridtet videre og taler i Global Æstetik ligefrem om den ”ontologiske relation mellem kvinden og volden” (Juhl 2007:76). Uanset hvad er dette
kønsperspektiv en integreret del af den globale og samtidige nekrokapitalistiske problematik. Kvindemordet i Ciudad Juárez udkrystalliserer i udpræget grad neoliberalismens kønnede slagside.
Dette er den såvel teoretiske og historisk baggrund for nærværende artikel, hvis udgangspunkt og tilsnit primært er æstetisk. Mit spørgsmål lyder derfor hvordan samtidskunsten forholder sig til en nekropolitisk begivenhed som den i det nordlige Mexico, hvilke æstetiske strategier tager den i brug og i hvilket omfang får den en politisk funktion? Min eksemplariske case er den mexicanske kunstner Teresa Margolles (f. 1963). Ligesom i øvrigt Roberto Bolaño i romanen 2666, beskæftiger Margolles sig i værket Lote Bravo fra 2005 med kvindedrabene i Ciudad Juárez. Her transformerede hun jord fra gerningsstederne til et variabelt antal firkantede blokke, en minimalistisk posthum biografi. Margolles har en uddannelse i retsmedicin bag sig og hendes arbejdsrum er i bogstaveligste forstand et lighus. Hendes værker retter sig ikke bare mod døden i abstrakt eller rent æstetisk forstand men mod dødens politiske og socioøkonomiske vilkår. Det handler kort sagt om ligets politiske liv.
Artiklens hypotese er, at Margolles’ arbejde udgør et utrætteligt sorgarbejde, som har til hensigt at frembringe en mere demokratisk distribution af liv og død (jf. Judith Butlers Frames of War). Som en anden Antigone insisterer Margolles på at trodse samfundets forbud mod at sørge over de lig, som enten er usynlige for eller ikke anerkendes af det offentlige øje. Hun insisterer på at et menneske er blevet myrdet. Som hun selv har sagt i et interview: “Everyone dies but not everyone is murdered. I want people to recognize that.” Eller som hun fik skrevet på den hvide gallerivæg, da hendes udstilling ”Operativo” åbnede i New York i maj 2008: ”For dem, som ikke tror på det – sønner af ludere!” (“Para quienes no la creen, hijos de puta”).
| Originalsprog | Dansk |
|---|---|
| Tidsskrift | Kvinder, Køn & Forskning |
| Vol/bind | 24 |
| Udgave nummer | 2 |
| Sider (fra-til) | 63-76 |
| ISSN | 0907-6182 |
| Status | Udgivet - okt. 2015 |
Emneord
- Det Humanistiske Fakultet
- Teresa Margolles
- Samtidskunst
- Kunst og politik
- Mexico
- Nekrokunst
- Nekropolitik
- Kønsteori
- Queer
- Necropolitics
- Necroaesthetics