Abstract
I forbindelse med lov om ændringer af straffeloven m.v., som blev vedtaget i 1997, blev der taget initiativer med henblik på en forstærket indsats mod seksualkriminalitet, især begået mod børn. Det forudsattes at seksualkriminelle, der var idømt en ubetinget fængselsstraf skulle starte afsoningen på Anstalten ved Herstedvester (AvH), hvor de blev vurderet med hensyn til behandlingsegnethed. Efter visitation skulle den indsatte fortsætte psykiatrisk/sexologisk behandling på en af de tre behandlingsinstitutioner (Sexologisk Klinik på Rigshospitalet, Retspsykiatrisk afdeling på Psykiatrisk Hospital i Århus og Retspsykiatrisk afdeling Middelfart i samarbejde med Psykoterapeutisk afsnit,
Odense Universitetshospital) ved udgang fra fængslet, og senere i forbindelse med prøveløsladelse. Det har imidlertid vist sig, at der er en betragtelig gruppe, som ikke kommer i behandling på grund af manglende motivation eller egnethed. En stigning i strafmassen har betydet, at de seksualkriminelle opholder sig længere på de halvåbne
afdelinger, hvortil de overflyttes efter visitationsopholdet i AvH. Fængsler med halvåben kapacitet har tilkendegivet, at gruppen af seksualkriminelle er vanskeligere for personalet at håndtere, især når andelen bliver større end den oprindelige gruppe af svage indsatte. Ved at omdanne den halvåbne afdeling K-L Møgelkær, der i forvejen modtog seksualkriminelle, til en afdeling udelukkende for seksualkriminelle ønskede man at styrke behandlingen af de seksualkriminelle og herunder ikke mindst at øge den andel af klientellet, som kan henvises til behandling i behandlingsnetværket. Dette ønskede man at støtte ved i et begrænset omfang at tilknytte psykologer til afdelingen.
Afdelingen for seksualkriminelle og psykologinterventionen i Statsfængslet Møgelkær etableredes som et pilotprojekt, hvortil der i første omgang var afsat begrænsede midler fra oktober 2008 til juni 2009. Den 1. oktober 2008 overgik den halvåbne afdeling i Statsfængslet Møgelkær for en midlertidig periode således til at være en halvåben afdeling for udelukkende seksualkriminelle.
I herværende rapport evalueres indsatsen i forhold til specialafdelingen løbende, i resultatafsnittet forholder vi os til det i rapporten angivne formål.
Formålet med projektet har været at bibringe fængselspersonalet øget viden om klientellet og motivations- og behandlingsstøttende arbejde, at bidrage til holdningsændringer i personalet, hvor dette regnes for hensigtsmæssigt i forhold til det motivations- og behandlingsstøttende arbejde med klientellet, at bidrage med konkrete arbejdsmetoder via undervisning og supervision og via dette og motiverende psykologsamtaler med de indsatte, at motivere for behandling.
Der har metodisk været anvendt en kombination af undervisning, supervision og motiverende samtaler med de indsatte. To psykologer (EG og TL) var til stede i afdeling K-L Møgelkær i dagtiden én dag hver anden uge, hvor de har superviseret personalet og haft motiverende samtaler med de indsatte. Derudover har der igennem forløbet været afholdt undervisning (EG, TL, EK) for hele personalet i alt 5 dage.
I forbindelse med den første undervisning i november 2008 blev deltagerne bedt om at udfylde et spørgeskema. Spørgsmålene blev gentaget sammen med en række evalueringsspørgsmål i forbindelse med den sidste undervisning i maj 2009. Ved periodens afslutning afholdt psykologerne et to timers aftenmøde med de indsatte i afdelingen.
Undervisningen har primært dækket områderne motivation, klientellet, behandling og supervision. To tredjedele af personalet har deltaget på alle fem undervisningsdage. Personalet fandt undervisning vigtig og var gennemgående tilfreds med denne, men ønskede yderligere undervisning.
Supervisionen foregik i gruppe, 2 timer pr. gang efter den systemiske supervisionsmodel. Fremmødet til supervisionen har til tider været sparsomt. Selvom personalet i overvejende grad finder supervisionen vigtig eller meget vigtig, er der varierende tilfredshed med supervisionen, som den har været afholdt. Det er vores opfattelse, at det har været problematisk, at der har været vekslende deltagere i gruppen, hvilket kan øge den enkeltes utryghed og sårbarhed i forhold til at modtage supervision på et personligt materiale. På baggrund af disse erfaringer findes det formålstjenligt
fremadrettet, at ændre supervisionsformen så den kommer til at indeholde mere sparring og rådgivning med henblik på, at personalegruppen på sigt kan blive parate til egentlig supervision.
En del af personalet finder det på slutevalueringstidspunktet fortsat sværere at arbejde med seksualkriminelle i forhold til andre kategorier af indsatte. I perioden var der i alt indsat 54 personer med dom for seksualkriminalitet i afdeling K-L Møgelkær. 13 var på afdelingen så kort tid i projektperioden, at man ikke nåede at tale med dem. 7 var allerede
henvist til behandling i behandlingsnetværket. Af disse havde 3 bedt om samtale med psykologerne, pga. usikkerhed vedrørende opstart af behandlingen. Der har været afholdt motiverende samtaler med i alt 30 indsatte. De 30 mænd var gennemsnitlig 39 år, og den gennemsnitlige domslængde var 23 måneder. Knap halvdelen havde inden for de sidste 10 år tidligere fået dom for lovovertrædelser. Hovedparten var ugift, men havde en partner. De fleste havde ingen faglig uddannelse, men var i arbejde. Omkring en tredjedel var dømt for voldtægt eller voldtægtsforsøg, de øvrige i overvejende grad for seksuelle overgreb på mindreårige. Hovedparten var benægtende i større eller mindre grad og befandt sig på førovervejelses eller overvejelses stadiet i Prochaska's ændringscirkel.
Af de 30 som gennemførte motiverende samtaler blev der i projektperioden henvist 9 (30 %), som tidligere efter visitionsperioden på AvH havde afslået behandlingstilbuddet til behandling i netværket.
Der var sat begrænsede midler af til pilotprojektet, hvilket indebar begrænsede resurser til både undervisning, supervision og motiverende samtaler med de indsatte. Ved projektets afslutning kan vi konkludere, at der fortsat er behov for undervisning og øget psykolog indsats. Derudover om muligt, egentlig personaletræning, hvor personalet aktivt arbejder med deres egen organisation og samarbejde.
Projektet har vist, at det selv med begrænsede resurser har været muligt at profitere af et fortsat motivationsarbejde. Det må anses som et positivt udfald, at det lykkedes at få 3 ud af 10 i behandling. Efter projektperiodens ophør, er det desuden lykkedes at motivere yderligere nogle af de indsatte, der ikke ønskede samtale, eller efter den første motivationssamtale med en af psykologerne endnu ikke ønskede behandling. På den baggrund må det antages, at man ved en mere omfattende indsats vil kunne øge det positive udbytte yderligere.
Det vurderes som en fordel at psykologerne som eksterne havde en vis neutralitet både i forhold til indsatte og personale. Endvidere har det, at psykologerne var en del af behandlingsnetværket været en fordel ved, at disse på forhånd havde indgående kendskab til klientellet og behandlingssystemet, samt at psykologerne løbende har kunnet få faglig sparring og støtte i et professionelt bagland af psykologer og psykiatere, som fungerer indenfor dette særlige felt. Dette har fremmet forløbet såvel med hensyn til supervision og undervisning af personalet som sagsgangen ved henvisning til behandling.
Ved en eventuelt permanentgørelse må der investeres væsentlig flere psykologtimer, således at psykologen har mulighed for at indgå i en tættere relation til de indsatte og afdelingen. Herved kan vedkommende løbende yde undervisning, personaletræning mm., ligesom psykologen i større omfang vil kunne arbejde holdningsbearbejdende og superviserende på mere uformel vis.
Derudover er det af central betydning, at der prioriteres så afdelingens daglige personale både normeringsmæssigt og i forhold til konkrete arbejdsopgaver, gives mulighed for at anvende deres motivations- og behandlingsfremmende resurser samt deres resurser for at indgå i tværfagligtsamarbejde.
Odense Universitetshospital) ved udgang fra fængslet, og senere i forbindelse med prøveløsladelse. Det har imidlertid vist sig, at der er en betragtelig gruppe, som ikke kommer i behandling på grund af manglende motivation eller egnethed. En stigning i strafmassen har betydet, at de seksualkriminelle opholder sig længere på de halvåbne
afdelinger, hvortil de overflyttes efter visitationsopholdet i AvH. Fængsler med halvåben kapacitet har tilkendegivet, at gruppen af seksualkriminelle er vanskeligere for personalet at håndtere, især når andelen bliver større end den oprindelige gruppe af svage indsatte. Ved at omdanne den halvåbne afdeling K-L Møgelkær, der i forvejen modtog seksualkriminelle, til en afdeling udelukkende for seksualkriminelle ønskede man at styrke behandlingen af de seksualkriminelle og herunder ikke mindst at øge den andel af klientellet, som kan henvises til behandling i behandlingsnetværket. Dette ønskede man at støtte ved i et begrænset omfang at tilknytte psykologer til afdelingen.
Afdelingen for seksualkriminelle og psykologinterventionen i Statsfængslet Møgelkær etableredes som et pilotprojekt, hvortil der i første omgang var afsat begrænsede midler fra oktober 2008 til juni 2009. Den 1. oktober 2008 overgik den halvåbne afdeling i Statsfængslet Møgelkær for en midlertidig periode således til at være en halvåben afdeling for udelukkende seksualkriminelle.
I herværende rapport evalueres indsatsen i forhold til specialafdelingen løbende, i resultatafsnittet forholder vi os til det i rapporten angivne formål.
Formålet med projektet har været at bibringe fængselspersonalet øget viden om klientellet og motivations- og behandlingsstøttende arbejde, at bidrage til holdningsændringer i personalet, hvor dette regnes for hensigtsmæssigt i forhold til det motivations- og behandlingsstøttende arbejde med klientellet, at bidrage med konkrete arbejdsmetoder via undervisning og supervision og via dette og motiverende psykologsamtaler med de indsatte, at motivere for behandling.
Der har metodisk været anvendt en kombination af undervisning, supervision og motiverende samtaler med de indsatte. To psykologer (EG og TL) var til stede i afdeling K-L Møgelkær i dagtiden én dag hver anden uge, hvor de har superviseret personalet og haft motiverende samtaler med de indsatte. Derudover har der igennem forløbet været afholdt undervisning (EG, TL, EK) for hele personalet i alt 5 dage.
I forbindelse med den første undervisning i november 2008 blev deltagerne bedt om at udfylde et spørgeskema. Spørgsmålene blev gentaget sammen med en række evalueringsspørgsmål i forbindelse med den sidste undervisning i maj 2009. Ved periodens afslutning afholdt psykologerne et to timers aftenmøde med de indsatte i afdelingen.
Undervisningen har primært dækket områderne motivation, klientellet, behandling og supervision. To tredjedele af personalet har deltaget på alle fem undervisningsdage. Personalet fandt undervisning vigtig og var gennemgående tilfreds med denne, men ønskede yderligere undervisning.
Supervisionen foregik i gruppe, 2 timer pr. gang efter den systemiske supervisionsmodel. Fremmødet til supervisionen har til tider været sparsomt. Selvom personalet i overvejende grad finder supervisionen vigtig eller meget vigtig, er der varierende tilfredshed med supervisionen, som den har været afholdt. Det er vores opfattelse, at det har været problematisk, at der har været vekslende deltagere i gruppen, hvilket kan øge den enkeltes utryghed og sårbarhed i forhold til at modtage supervision på et personligt materiale. På baggrund af disse erfaringer findes det formålstjenligt
fremadrettet, at ændre supervisionsformen så den kommer til at indeholde mere sparring og rådgivning med henblik på, at personalegruppen på sigt kan blive parate til egentlig supervision.
En del af personalet finder det på slutevalueringstidspunktet fortsat sværere at arbejde med seksualkriminelle i forhold til andre kategorier af indsatte. I perioden var der i alt indsat 54 personer med dom for seksualkriminalitet i afdeling K-L Møgelkær. 13 var på afdelingen så kort tid i projektperioden, at man ikke nåede at tale med dem. 7 var allerede
henvist til behandling i behandlingsnetværket. Af disse havde 3 bedt om samtale med psykologerne, pga. usikkerhed vedrørende opstart af behandlingen. Der har været afholdt motiverende samtaler med i alt 30 indsatte. De 30 mænd var gennemsnitlig 39 år, og den gennemsnitlige domslængde var 23 måneder. Knap halvdelen havde inden for de sidste 10 år tidligere fået dom for lovovertrædelser. Hovedparten var ugift, men havde en partner. De fleste havde ingen faglig uddannelse, men var i arbejde. Omkring en tredjedel var dømt for voldtægt eller voldtægtsforsøg, de øvrige i overvejende grad for seksuelle overgreb på mindreårige. Hovedparten var benægtende i større eller mindre grad og befandt sig på førovervejelses eller overvejelses stadiet i Prochaska's ændringscirkel.
Af de 30 som gennemførte motiverende samtaler blev der i projektperioden henvist 9 (30 %), som tidligere efter visitionsperioden på AvH havde afslået behandlingstilbuddet til behandling i netværket.
Der var sat begrænsede midler af til pilotprojektet, hvilket indebar begrænsede resurser til både undervisning, supervision og motiverende samtaler med de indsatte. Ved projektets afslutning kan vi konkludere, at der fortsat er behov for undervisning og øget psykolog indsats. Derudover om muligt, egentlig personaletræning, hvor personalet aktivt arbejder med deres egen organisation og samarbejde.
Projektet har vist, at det selv med begrænsede resurser har været muligt at profitere af et fortsat motivationsarbejde. Det må anses som et positivt udfald, at det lykkedes at få 3 ud af 10 i behandling. Efter projektperiodens ophør, er det desuden lykkedes at motivere yderligere nogle af de indsatte, der ikke ønskede samtale, eller efter den første motivationssamtale med en af psykologerne endnu ikke ønskede behandling. På den baggrund må det antages, at man ved en mere omfattende indsats vil kunne øge det positive udbytte yderligere.
Det vurderes som en fordel at psykologerne som eksterne havde en vis neutralitet både i forhold til indsatte og personale. Endvidere har det, at psykologerne var en del af behandlingsnetværket været en fordel ved, at disse på forhånd havde indgående kendskab til klientellet og behandlingssystemet, samt at psykologerne løbende har kunnet få faglig sparring og støtte i et professionelt bagland af psykologer og psykiatere, som fungerer indenfor dette særlige felt. Dette har fremmet forløbet såvel med hensyn til supervision og undervisning af personalet som sagsgangen ved henvisning til behandling.
Ved en eventuelt permanentgørelse må der investeres væsentlig flere psykologtimer, således at psykologen har mulighed for at indgå i en tættere relation til de indsatte og afdelingen. Herved kan vedkommende løbende yde undervisning, personaletræning mm., ligesom psykologen i større omfang vil kunne arbejde holdningsbearbejdende og superviserende på mere uformel vis.
Derudover er det af central betydning, at der prioriteres så afdelingens daglige personale både normeringsmæssigt og i forhold til konkrete arbejdsopgaver, gives mulighed for at anvende deres motivations- og behandlingsfremmende resurser samt deres resurser for at indgå i tværfagligtsamarbejde.
| Originalsprog | Dansk |
|---|
| Udgivelsessted | København |
|---|---|
| Forlag | Sexologisk Klinik Rigshospitalet |
| Antal sider | 25 |
| Status | Udgivet - 2009 |