Hvordan sikrer man, at litteraturstøtten går til de bedste kunstnere, uden kammerateri, uden vanetænkning, uden smagstyranni?
Gennem årene har ideen med, at forfattere
deler penge ud til forfattere, ført til
anklager om indspisthed. Mistanken
dukker også frem i besvarelserne.
»Jeg har oplevet det sådan, at når jeg
havde venner eller bekendte i udvalget,
var det lettere for mig at få legater, end
når jeg ikke kendte de folk, der sad der.
Faktisk har jeg aldrig fået legater fra Statens
Kunstfond, medmindre jeg har
kendt mindst et af udvalgets medlemmer.
Det duer selvfølgelig ikke«, skriver
en forfatter, der har mange års erfaring i
faget og foreslår:
»Løsningen kunne være at skifte udvalgets
medlemmer ud oftere, eller få folk
uden for ’miljøet’ ind i udvalget; forskere,
bibliotekarer, oversættere og (hvorfor ikke?)
læsere«.
Men spørger man kulturforskeren Peter
Duelund, der i mange år har forsket i
dansk og nordisk kulturpolitik, ville det
formentlig ikke stoppe kritikken:
»Det ville da være udmærket, hvis man
udpegede flere litteratureksperter til udvalgene.
Men det ville ikke ændre diskussionen.
For hvad er det så for nogle forskere?
Er de elitære? Eller er de bredt orienterede?
Det vigtige er, at udvalgene bliver
skiftet ud med jævne mellemrum og er
valgt af et bredt repræsentantskab«.